|
| |
Pias historie
det startede for ca 9 år siden da jeg fik min datter, hun er
nr.2. men egentlig startede det første gang da jeg var omkring de 20 år, men
forsvandt igen efter ca 1 år.
nå, men da jeg fik min datter gik det for alvor galt, jeg troede virkelig at jeg
ville død eller blive sindsyg, jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv
og var alene med mine to børn, jeg græd og var så angst at jeg måtte have hjælp
og kunne ikke være alene et sekundt, efter 6 uger med beroligene medicin blev
jeg indlagt efter egen vilje, der var jeg i ca 5 uger med god effekt, og efter
eget ønske kom jeg hjem igen, men ikke til mit eget hjem vi boede på en ungdoms
pension og blev der ca 4 måneder, så var jeg klar til at "stå" på egne ben igen.
med medicin og samtale terapi begyndte jeg at leve igen, men desværre er jeg
aldrig blevet angsten kvit, og har i dag fået diganosen generaliserene angst og
borderline (emotionel usatbil personlighedsstruktur. jeg er ved at søge pension
da jeg ikke kan overskue et alm. job på fuld tid. min psyk. beskriver min hjerne
som meget skrøbelig og er kronisk at min erhvervs evne er nedsat med mindst 50 %
og at hun på intet tidspunkt tror at jeg vil kunne klare et fuldtids job, men
muligvis et delitds job uden stress, hvor finder man sådan et?????
jeg har idag en god og dejlig mand, der støtter mig og lytter når jeg har det
skidt. men jeg syntes at det er udligeligt at leve sådan her hver eneste dag,
får i dag 3 slags medicin antidepressivt og noget mod psykoser da min angst er
så voldsom.
læser meget om andres angst og deres hverdag og kan nikke genkendne til min egen
hverdag.
alt dette er startet med en meget ustabil barndom med en far der drak og en mor
der ikke rigtig kunne finde ro over sit eget liv, vi har flyttet rundt og min
bror var den som tog sig af mig,og min lille søster, vi var meget hurtigt til at
lærer at klare os selv, med en ustabil barndom og megen uro i en opvækst giver
der sig nogle gange til usalg af angst og borderline, idag kan jeg ikke klare
pres og stresset situationer, så falder det hele sammen under mig, jeg har læst
mange bøger og artikler om disse to emner og bliver også mere og mere bevidst om
hvad jeg selv kan gøre. går mange lange ture i hverdagen og det giver hjerne
fri, for en stund, men selv under disse ture kan jeg få det dårligt. jeg elsker
mine to børn meget højt og prøver så lidt som muligt at påvirke dem med "min
sygdom" de er stabile og meget trygge. de skal ikke lide under det og sammen med
min mand ugør vi det godt sammen.
Redigeret d:
28-07-2007
|
