|









| |
Kære nyhedsven
Denne uge var der lidt flere relevante nyheder.
14/04-03
Der mangler fokus på psykisk syge børn og unge, konkluderer en ny statusrapport
fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Socialministeriet. Blandt
andet halter samarbejdet mellem kommuner og psykiatriske hospitaler, siger
administrerende overlæge og formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk
Selskab Jens Buchhave. "Vi kan opleve, at der går op til et år, efter vi har
udredt en patient, til kommunen tager over", siger han og peger på, at
kommunerne efterfølgende forsinker behandlingen, fordi de foretager samme
udredning, som allerede er sket. Oven i er kommunernes anbefalinger oftere
billigere end hospitalernes. Ifølge rapporten er der afsat 25 millioner kroner
til forbedringer inden for børne- og ungdomspsykiatrien.
S. Gram, Jyllands-Posten, 1. sektion, 5
Forbrugerne får formentlig bedre muligheder for at gennemskue kvaliteten af de
forskellige tilbud om psykoterapi. Uddannelserne til psykoterapeut skal
vurderes af for eksempel Dansk Evalueringsinstitut, og uddannelserne skal kunne
blåstemples, så psykoterapeuterne kan få diplom på, at deres faglige
baggrund er i orden. Hvis psykoterapeuternes brancheorganisationer viser sig at
være interesserede i ordningen, skal en ekspert-arbejdsgruppe finde
frem til standarder for en akkreditering af psykoterapeutuddannelserne.
C. Thye-Petersen, Jyllands-Posten, 1. sektion, 4
Indsatsen over for psykisk syge børn kunne være væsentligt bedre, viser en ny
statusrapport.
Rapporten, der er skrevet i et samarbejde mellem socialministeriet og Indenrigs-
og Sundhedsministeriet, peger blandt andet på, at kapaciteten i
børne- og ungdomspsykiatrien er for lille.
Der er dog allerede afsat et beløb på 25 millioner kroner til meraktivitet og
forbedringer. "I forhold til indsatsen over for psykisk syge børn og
unge er der sat speciel fokus på at udvikle kapaciteten", siger indenrigs- og
sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen.
Overlæge Jens Buchhave, der er formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab,
mener desuden, at der er problemer med samarbejdet mellem de
psykiatriske hospitaler og kommunerne.
"Vi kan opleve, at der kan gå op til et år, efter vi har udredt en patient til
kommunen tager over. Derefter foretager de samme udredning, som vi
allerede har gjort, og det forsinker behandlingen", fortæller Jens Buchhave.
Generelt er det psykiatriske område dog inde i en god udvikling, viser
statusrapporten.
Kilde: Sanne Gram, Jyllands Postens netavis, d. 13. april 2003
14/04-03
Psykoterapi i Danmark har hidtil været en gråzone uden kvalitetskontrol. Nu skal
de mange psykoterapeutuddannelser have mulighed for at blive
blåstemplet.
I princippet har man kunnet kalde sig selv psykoterapeut efter et weekendkursus,
men nu har Indenrigs- og sundhedsministeren, socialministeren samt
undervisningsministeren besluttet, at uddannelserne skal have mulighed for bedre
at kunne blive bedømt. Eksempelvis kunne Dansk Evalueringsinstitut
lave en akkreditering af uddannelserne efter nærmere fastsatte standarder.
Kontorchef i Socialministeriet, Peter Juul, fortæller om initiativet:
"Psykoterapeutmarkedet er både gråt, hvidt og sort. Den radikale løsning havde
været at lave en godkendt uddannelse, men det er så ressourcekrævende, at det
ikke ligger inden for Undervisningsministeriets muligheder. I stedet
forsøger vi at gå ind og blåstemple nogle uddannelser, så terapeuterne kan have
et diplom hængende fra en akkrediteret uddannelse, der viser over for
kunden, at de tager uddannelse seriøst, og at de har investeret tid og penge i
den. Markedet må løse resten, når kunderne vælger terapeuter med
akkrediterede uddannelser".
Hos Praktiserende Psykoterapeuter i Danmark er man positiv over for forslaget.
Formand Ula Krag kommenterer: "Det er et smaddergodt udspil. Jeg håber,
at det kan medvirke til, at psykoterapeuter fremover ikke bevæger sig ind på
sundhedsfaglige områder, men ligesom vores medlemmer kun behandler raske,
der har realitetssans i behold og kan tage ansvaret for deres eget liv. Vi vil
meget gerne være med til at støtte det her udspil".
Kilde: Christian Thye-Petersen, Jyllands-Posten, 1. sektion, s. 4, d. 14. april
2003
En undersøgelse af arbejdsmiljøet i IT-branchen viser, at IT-medarbejdere er
10-12 procent mere stressede end den gennemsnitlige lønmodtager.
Undersøgelsen er lavet af Arbejdsmiljøinstituttet og Arbejdsmedicinsk Klinik på
Hillerød Sygehus. Undersøgelsen viser, at det især er arbejde i højt
tempo, ophobning af arbejde, mangel på klare opgaver med mere, der er med til at
stresse medarbejderne.
På den positive side viser undersøgelsen blandt andet, at IT-folk har megen
kontakt til andre mennesker, og at de er har et højt engagement i deres
arbejde. Men en af forskerne bag undersøgelsen, overlæge Bo Netterstrøm, er
skeptisk: "Der er mange sociale relationer, men alligevel er det sociale
samvær ret dårligt. IT-medarbejderne ser mange mennesker hver dag, men ikke
nogen, de reelt kan bruge til noget. Og for at forebygge stress skal man
kunne bruge sine kolleger, når man har det skidt, og gå til sine nærmeste
overordnede, hvis der er noget, og det er IT-folkene enormt dårlige til i
forhold til andre. Det mener vi, at man skal gøre en hel del ved - skabe nogle
rammer for, at folk har det bedre med hinanden på arbejdspladsen".
I alt 800 medarbejdere fra seks forskellige IT-virksomheder har deltaget i
undersøgelsen.
Kilde: Jyllands-Posten, Erhverv og Økonomi, s. 11, d. 14. april 2003
Ud over det så har jeg gemt noget fra en anden uge:
Flere svenske patienter har oplevet uventede bivirkninger efter at være skiftet
til et kopipræparat. De svenske myndigheder vil nu undersøge sagen.
Siden oktober måned sidste år har de svenske apoteker været pålagt at udlevere
de billigere kopipræparater i stedet for mærkevaremedicin. Siden da har
en række patienter, der får medicin for depression, for højt blodtryk og
diabetes 2, fået uventede bivirkninger.
Den svenske lægemiddelstyrelse, Läkemedelsverket, vil nu undersøge sagen
nærmere. "Der findes en del rapporter, når det gælder reaktioner på ombytning
af medicin. Vi vil gerne følge op på, om flere lignende bivirkninger burde være
blevet rapporteret og derefter kigge på, hvad de kan bero på,
fortæller Gunilla Sjölin-Forsberg, der er chef for bivirkningsafdelingen i
Läkemedelsverket.
I alt er syv alvorlige tilfælde af bivirkninger efter ombytning til
kopipræparater indtil nu blevet indberettet til de svenske myndigheder.
Kilde: Hanne Stetting Duvå, Dagens Medicin, 1. sektion, s. 16, d. 3. april 2003
Ja hvad mener I om det. Jeg ved godt jeg har haft det oppe for nylig, men jeg
synes det er en tanke værd.
I må have en god uge der kommer.
MVH
anne
www.annes-angstside.dk
|