|









| |
Kære Nyhedsven
Her kommer de nyheder jeg kunne fiske op fra ugen der er gået.
11 november 2002
Danske læger får med deres nye overenskomst honorar for at bruge skemaer til at
stille diagnosen depression, men de skemaer de bruger, er slet ikke
gode nok og kan føre til, at mange fejlagtigt får diagnosen. Det mener to læger
fra Afdeling for Almen medicin på Institut for Folkesundhedsvidenskab
i København, lægerne Hanne Thorsen og John Brodersen, som begge forsker i brugen
af spørgeskemaer. De peger blandt andet på, at skemaerne ikke er
videnskabeligt afprøvet til brug i almindelig praksis. Seniorforsker Hanne
Thorsen sammenligner det med brugen af for eksempel et apparat til at måle
blodtryk. Det ville aldrig forekomme, at et sådant apparat ikke var teste i alle
ender og kanter, før det blev brugt til at stille en diagnose, siger
hun. "Jeg er alvorligt bange for, at man ved brug af den slags simplificerede
skalaer begynder at behandle på folk, der måske blot er ude i en
krusning på livet. Risikoen for at disse målemetoder bruges ukritisk stiger, når
de praktiserende læger nu skal til at belønnes for at bruge dem",
siger John Brodersen.
I. Methling, Politiken, 1. sektion, 5
Lundbeck vandt i fredags en patentsag over medicinalselskabet Biochemies
kopiering af antidepressiv medicin. Selskabet skal tilbagekalde sine
produkter på det danske marked. Lundbeck-aktien steg 10 kroner til 205 som følge
af den for Lundbeck positive afslutning af sagen. Sagen ventes at
danne præcedens for andre sager, der skal holde kopiproducenter fra markedet.
RB-Børsen, Urban, 13
Ny forskning skal gøre det muligt at bekæmpe stresse, angst og depressioner via
videospil.
Hos firmaet Mindgames forsker man i at skabe spil, der skal hjælpe med at
håndtere lidelser som traumer, stress, angst og depression. Spillene
benytter sig af bio-feedback, hvor spillerens livstegn registreres og indgår i
spillet.
Talsmand for Medialab Europe´s Mindgames gruppe i Dublin, dr. Gary McDarby,
fortæller, at firmaet foreløbig fokuserer sin forskning mod børn, der
udover stress og angst lider af hyperaktivitet eller koncentrationsproblemer.
I spillet Relax to Win vinder man over sin modstander ved at være afslappet. To
drager på skærmen er i kapløb om at nå først frem til den anden ende
af en rumstation, og man får kun sin drage til at flyve ved at slappe af.
Stressforsker på arbejdsmedicinsk klinik i Hillerød, Nanna Eller, støtter ideen
om at udvikle afstressende videospil: "Jeg synes, det lyder mægtigt
spændende. Det er godt at prøve at være i sin krop på en måde, der får en til at
slappe af".
Hos NASA er man også i gang med at udvikle lignende spil, der skal hjælpe
kamppiloter i at modstå stress i kampsituationer.
Kilde: Mads H. Jørgensen, Information, s. 6, d. 11. november 2002
12 november 2002
Socialministeriet ønsker bedre kontrol med psykoterapeuter, der danner et gråt
marked uden garanti for kvalitet. Derfor ønsker Socialministeret, at
der skal indføres en formel godkendelse af uddannelsen til psykoterapeut,
hvilket skal ske gennem Undervisningsministeriet. "Vi savner i allerhøjeste
grad en regulering på det her område", siger formanden for Dansk Psykolog
Forening, Roald Ulrichsen. Han understreger, at i og med, at ingen kender
kvaliteten af den enkelte psykoterapeut, kan man være bekymret for, om patienten
får den rigtige behandling. Også blandt psykoterapeuterne er der
opbakning til at indføre en formel godkendelse af uddannelsen. "Vi kan kun gå
ind for en godkendelse af uddannelsen til psykoterapeut. Som det er i
dag, kan man tage et weekendkursus og nedsætte sig som psykoterapeut", siger
Formand for Praktiserende Psykoterapeuter i Danmark. Hun henviser til, at
den nuværende situation betyder, at forbrugerne ikke har mulighed for at
sortere, hvilken terapeut, de sidder overfor.
C. Thye-Petersen, Jyllands-Posten, 1. sektion, 3
En ny undersøgelse fra Kommunernes Landsforening viser, at kommunernes udgifter
til langtidssyge med psykiske problemer er steget eksplosivt.
Undersøgelsen er foretaget i Aalborg, Århus, Odense, Esbjerg og Randers
kommuner, og her er udgifterne sammenlagt 200 millioner kroner højere end i
1999. Man vil nu sætte fokus på en 'depressionsgruppe' blandt de sygemeldte i
håb om at kunne vende udviklingen.
Urban, 2
Lundbeck møder modstand og kritik fra kopiproducenterne i kampen for at lancere
og sælge sit antidepressive middel Cipramil. Lundbeck har også
kritiseret Lægemiddelstyrelsens Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) for at
have udtalt sig negativt til et internationalt nyhedsbureau om
Cipramils virkning. For ifølge kopiproducenternes forening, Industriforening for
Generiske Lægemidler (IGL), forsøger den danske lægemiddelindustri
med Lundbeck i spidsen at lukke munden på IRF og finder det absurd, at IRF ikke
kan udtale sig til medierne. Vi finder det stærkt betænkeligt, at LIF
og Lundbeck forsøger at kyse IRF til tavshed, fordi IRF delagtiggør
offentligheden i yderst relevant viden om et præparat, andre har rejst lignende
faglige tvivl over for", siger formanden for IGL, Hans Henrik Raith. IGL har
skrevet en klage til sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Desuden
har Lundbecks fogedforbud mod kopiproducenten Biochemies kopipille af Lundbecks
antidepressive middel ikke haft den ønskede effekt. En anden
kopiproducent fortsætter nemlig med at sælge deres kopipille, Chitaham.
Fogedforbuddet mod Biochemie fik dog Lundbecks aktie til i fredags at stige
med 10 kroner til en kurs på 21.
Børsen, 1. sektion, 4. Ritzau, Berlingske Tidende, 3. sektion, 2. RB-Børsen,
Politiken, 1. sektion, 12. Urban, 19. S. Rosenbak, Jyllands-Posten,
Erhverv & Økonomi, 7)+ 15
13 november 2002
Stress og angst udgør en stor trussel for børns sundhed. Det konkluderer lektor
i socialpsykologi Bente Jensen fra Danmarks Pædagogiske Universitet i
en ny bog.
Bogen, "Sundhed og Sårbarhed", udkommer i næste uge og indeholder interview med
26 unge mellem 13 og 14 år. Gennem samtaler med børnene viste det sig,
at angsten for ikke at kunne præstere nok samt stress og magtesløshed er
problemer, som mange børn tumler med i hverdagen.
Bente Jensen efterlyser i forlængelse heraf et større fokus på stress blandt
børn og er utilfreds med, at de aktuelle kampagner kun handler om
rygning, alkohol og overvægt.
"Det er helt forfejlet kun at satse på enkelte elementer som rygning og alkohol.
Det bliver kun symptombehandling, fordi børnenes sundhedsadfærd
uløseligt hænger sammen med deres trivsel og hvilke kammeratskabsgrupper, de
indgår i", siger Bente Jensen.
Kilde: Helen H. Heidemann, Berlingske Tidende, forsiden, 2. sektion, forsiden,
d. 13. november 2002
Kan du have en rigtig god søndag og uge der kommer
MVH
anne
www.annes-angstside.dk
|