Velkommen til annes-angstside.dk

Startside Har jeg angst? Angst og depression. HSP Historier. Kommunikation. Andre steder. Diverse. Indhold.

Startside
Har jeg angst?
Angst og depression.
HSP
Historier.
Kommunikation.
Andre steder.
Diverse.
Indhold.

Kære Nyhedsven

Her kommer så denne ugens relevante nyheder indenfor angst, stress og depression. Nå ja det var måske at skyde over målet at sige det var alle
relevante nyheder, det var så alle de nyhder jeg kunne opsnuse fra ugen der snart er gået.

2/12-02
Der er flere psykisk syge børn, der kommer i behandling, men der er stadig 2.000 på landsplan, der venter på hjælp. Antallet af psykiske patienter,
der er undersøgt og behandlet, er steget med 30 procent siden 1998, viser en undersøgelse fra Amtsrådsforeningen. Der er stor mangel på
ungdomspsykiatere, men amterne har besluttet at omlægge behandlingen, så opsøgende og forebyggende arbejde vægtes højere end indlæggelse. Nu foregår
meget af behandlingen i hjemmet, så familien bliver inddraget. Derved spares også sengepladser. Sct. Hans Hospital i Roskilde er kritisk over for den
psykiatriplan for Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S), som i øjeblikket bliver behandlet i bestyrelsen. Der er ventetid på indlæggelse på hospitalet,
og hvis flere sengepladser bliver lukket, vil det medføre flere hjemløse. Karin Gade, ledende overlæge på hospitalets specialafdeling for unge
patienter, oplyser, at 80 procent af patienterne på hendes afdeling er uden bolig, og 87 procent af disse ville ikke kunne klare sig ved udskrivning.
H:S-bestyrelsen lægger op til, at 60 sengepladser på Sct. Hans skal skæres væk i 2004.
I. Methling, Politiken, 1. sektion, forsiden + 4
Rigshospitalet vil åbne en ny klinik og et ambulatorium til behandling af depressive personer. Planen er, at klinikken skal kunne rumme otte-ti
sengepladser, et ambulatorium og et videnscenter, som praktiserende læger kan søge assistance hos. "Vi vil forske i, om det hjælper at opspore
patienterne tidligere og sætte hurtigere ind", siger professor og overlæge på Rigshospitalets psykiatriske klinik Lars Kessing. Han skønner, at
300.000 danskere lider af depressioner, og yderligere 40.000 er maniodepressive. Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) skal på onsdag behandle
psykiatriplanen, og derefter skal interesseorganisationer give deres accept. Klinikken kan dog tidligst blive en realitet efter marts 2003, hvor
bestyrelsen skal tage endelig stilling til planen.
T. Bjerg, Jyllands-Posten, JPKøbenhavn, forsiden.
Ifølge en ny undersøgelse indeholder kopiudgaven af Lundbecks gamle antidepressive middel Cipramil færre urenheder end Cipramil. Der er det indiske
firma Matrix, som fremstiller det aktive stof i den nyeste kopi af Cipramil, der står bag analysen. Det nyeste kopi af Cipramil sendes om en uge på
det danske marked af kopiproducenten Orifarm, og det på trods af, at den schweiziske medicingigant Novartis har fået fogedforbud mod at lancere deres
egen antidepressive kopipille, der indeholder nøjagtigt det samme stof. Desuden krævede de engelske myndigheder, at et andet Novatis-selskab, Lagap,
trak sin kopipille tilbage, og at man undersøgte selve processen hos firmaet Matrix. Derfor har medarbejdere fra medicinalproducenterne Lundbeck,
Lagap og Tiefenbacher i de seneste uger undersøgt fremstillingen af det stof, der bruges til kopipillerne, hos Matrix i Indien. Administrerende
direktør i Lundbeck Erik Sprunk-Jansen understreger, at Lundbeck er blevet pålagt af den engelske ret ikke at udtale sig om undersøgelserne i Indien.
E. Bull, Børsen, 1. sektion, 9
Børne- og ungdomspsykiatrien har udviklet sig og flere børn og unge kommer i behandling. Men stadig venter omkring 2.000 på at få hjælp.

Antallet af psykiske patienter, der er blevet behandlet i en ung alder, er siden 1998 steget med 30 procent. De ambulante behandlinger er steget med
11 procent og antallet af indlæggelser med 17 procent. Kristian Ebbensgaard (V), formand for amtsrådsforeningen kommenterer udviklingen: "Vi er på
rette spor, og vi fortsætter ad samme vej - også i 2003. Så længe vi har små 2.000 børn på venteliste, er der stadig lang vej hjem".

Amterne har opnået den ekstra kapacitet ved at omlægge behandlingen således, at det opsøgende og forebyggende arbejde prioriteres højere end
indlæggelse. Formand for social- og psykiatriudvalget i Storstrøms Amt, Kirsten Devantier (V), fortæller: "Vi har besluttet helt at nedlægge alle
ungdomspsykiatriske senge, fordi vi kan se en fordel - behandlingsmæssigt og økonomisk - i at få fat i børnene og de unge så hurtigt som muligt.
Lægger vi behandlingen i hjemmet, kan vi også inddrage familien".

Flere patienter og psykiatripersonale advarer dog om at fjerne sengepladser. På Sct. Hans Hospital mener man, at den nye psykiatriplan for
Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) svigter patienterne og kan føre til flere hjemløse, flere selvmord og øget kriminalitet.

Kilde: Hanne Fall Nielsen og Inge Methling, Politiken, 1. sektion, s. 1 og 4, d. 2. december 2002

4/12-02
Det er farligt at blande antidepressiv medicin og alkohol, men der informeres ikke nok om risikoen, siger det svenske forbrugerinstitut Lægemiddel og
Helse. Instituttet peger på, at der er risiko for blackout, hvis man drikker alkohol, samtidig med at man tager lægemidlet Cipramil. Ifølge Lægemiddel
og Helse bliver patienterne ikke informeret om dette, og risikoen fremgår heller ikke af indlægssedlen ved medicinen. I Danmark har
Lægemiddelstyrelsen registreret tre tilfælde af Cipramil kombineret med alkohol-overfølsomhed.
Ritzau, Berlingske Tidende, 1. sektion, 2
7/12-02
Den danske medicinalvirksomhed Lundbeck beskyldes for brutalitet i sit forsvar for sit antidepressive middel Cipramil, der presses hårdt af
konkurrerende kopipræparater. Patentet på Cipramil er udløbet i Europa, men Lundbeck har såkaldte procespatenter på fremstillingsformen, som løber
frem til 2017 og 2020. Det er med disse procespatenter i hånden, at Lundbeck truer og retsforfølger alle, der forsøger at komme ind på markedet med
kopier af Cipramil. "Jeg har aldrig oplevet en så aggressiv optræden. Niveauet i denne sag er meget lavt, og der er ingen tvivl om, at Lundbeck går
efter struben på os", siger således administrerende direktør i United Nordic Pharma Hans Henrik Raith. Lundbeck selv slår fast, at virksomheden ikke
vil finde sig i det mindste brud på sine patenter men afviser, at den på nogen måde skulle gå over stregen. "Vi følger spillets regler og skyder på
alle, der forsøger at overtræde vores patenter", siger finansdirektør i Lundbeck Hans Henrik Munch-Jensen. En politik, som juridisk ekspert i
patentret Bjørn Rybjerg fra Handelshøjskolen i København mener, er helt legitim og berettiget. Lundbeck erkender, at på længere sigt er magtkampen
tabt. På et tidspunkt vil det lykkes kopiproducenterne at lave et produkt, som ikke bryder Lundbecks procespatenter. Men lige nu gælder det for
Lundbeck om at få så meget som muligt ud af sin bestsellert Cipramil.
M. Crone, Berlingske Tidende, Erhverv, forsiden + 3
Lundbeck kritiserer det svenske konsumentinstitut Lægemiddel & Helse (Kilen) for at rejse en debat om bivirkninger ved brug af Lundbecks
antidepressive middel Cipramil. Kilen fortæller, at den har modtaget rapporter om bivirkninger fra patienter, der har indtaget alkohol samtidig med
Cipramil. Lundbeck mener, at Kilen skulle holde sig fra den type udtalelser, som kan skræmme folk unødigt. Lundbeck afviser dermed, at der er hold i
påstandene.
Ritzau, Berlingske Tidende, Erhverv, 2

Kan I have en god søndag.

MVH

anne

www.annes-angstside.dk