Velkommen til annes-angstside.dk

Mine svar til andre.

Hej Du har lavet en flot og lang beskrivelse af dine besværligheder. Jeg kan selv nikke genkendende til meget af det du skriver. Du er bestemt ikke alene med dine problemer, der er virkelig mange flere end du tror der har det på samme måde. Problemet er jo bare at det ikke er et emne man snakker om, det er noget der piner en og noget man også prøver at skjule og er flov over. Jeg har læst over angstliniens hjemmeside en der skriver: I 26 år har jeg gjort alt for at skjule min "lille særhed". Kun ganske få i den nærmeste familie kender til problemet, og har grundet uvidenhed bagatelliseret det. At det i virkeligheden har fyldt utroligt meget og styret både valg og fravalg af arbejde, uddannelse og venner har været min helt private hemmelige byrde. Er det ikke sådan du føler? Jeg synes det er en præcis beskrivelse. Du skriver at du altid har følt dig udenfor og du har savnet at kunne leve et mere "normalt" liv. Sådan har jeg det også, men jeg tror vi må erkende at vi sammen med mange andre har en eller anden form for angst, som vi skal leve med, og det er altså ikke vores mål at blive "som alle andre". Jeg komme lidt senere med nogle bud på hvad man kan gøre. Hæ nej jeg var overbevist om at min "generthed" og voldsomme reaktioner ville aftage med alderen, men jeg er rundet de 40 og det er ikke aftaget med alderen. Da jeg erkendte jeg havde et problem og da jeg simpelthen ikke mere troede på det blev bedre, der var jeg nået bunden og der var jeg meget rådvild, det er nok der du er lige nu, men det at erkende problemerne er starten på dit nye liv. Du har erkendt at du bliver hæmmet i dit liv og at din angst styrer dit liv mere end du er glad for. Ved du hvad så har du taget dit første største og vigtigste skridt (for mig at se). Så kommer det næste hvordan bliver det så bedre.

• 1. Erkendelsen i sig selv er starten på at man tænker anderledes omkring sin sygdom

• 2.Erkend at du nok aldrig bliver helt som du kunne ønske dig, du vil nok aldrig komme helt over angsten.

• 3. Definer hvad der er vigtigst for dig at få det bedre med er dit mål at kunne snakke i større forsamlinger, er dit mål at du kan være mere fri og uhæmmet blandt andre eller...

• 4. Lav en prioriteret liste og så tag det nemmeste først og se om du kan overvinde det. Jo flere gang du har succes jo nemmere bliver det at tage næste skridt, men husk realistiske mål små mål der garantere succes.

• 5. Jeg har haft hjælp til de mindre farlige ting ved at snakke den væk. Når jeg kan mærke den er på vej tænker jeg "kom bare an din dumme angst du tror rigtig nok du er noget men jeg ved jeg kan vinde over dig". Den hjælper hvis det er ting der til at overskue (tidsmæssigt og også i forhold til min aktive del af det jeg er bange for). Jeg øver mig i ikke at være bange på forhånd (angst for angsten), hvis det er på vej trækker jeg på skuldrene og siger til mig selv "Vi får se, den tid den sorg".

• 6. Vær åben omkring din angst, det i sig selv gør tager toppen af den er min erfaring.

•  7. Læs nogle af de glimrende bøger der findes på markedet f.eks "Angst" af Jes Gerlach og Esben Hougaard "Kognitiv behandling af angst og panik" af Esben Hougaard

• 8. Ja den skulle nok have været nummer 1, kontakt din læge og fortæl hvordan du har det og at det ikke er et liv du kan blive ved med at leve. Tag eventuelt at afskrift at dit indlæg her med til lægen hvis det er svært at fortælle om. Lægen kan hjælpe med medicin og henvise dig til en  læge i psykiatri som kan tilbyde terapi. Der er kognitiv terapi den der er god for mennesker med angst.

• 9. Tænk lige over om du har urealistiske forventninger til dig selv om at være perfekt 10. Det kan godt være du føler du har det svært indeni, men dine omgivelser har højest sandsynlig ikke opdaget det. Det var i alt fald noget der kom totalt bag på mig at min familie intet vidste om hvor pinefuldt jeg havde/har det. Så et lille råd som nok er svært at gennemfører. Nu hvor din kæreste er ude at rejse, så lad være med at bekymre dig, det hjælper alligevel ikke. Benyt dig af det og giv din hjerne et frikvarter, så er du også frisk som en havørn til at tage imod ham når han kommer hjem. Prøv at kikke på disse to adresser www.i-d-a.dk/ og www.angstforeningen.dk/. Der kan du læse meget mere om det at leve med angst. Held og lykke

 Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål fordi den nyeste forskning har fundet en sammenhæng mellem stress og angst. Det jeg har læst om det er at der findes nogle stresshormoner i hjernen som for en kort bemærkning er godt fordi det gør at man er mere opmærksom og yder mere (f. eks til eksamen eller ved pludselig opstået fare). Hvis det sætter sig som "kronisk" stress er det bestemt ikke sundt og det kan fører til flere legemlige sygdomme og ja så til angst. Om det er det ene eller det andet er måske også ligegyldigt, forstå mig ret. Det vigtigste er at erkende at der er noget i ens liv der giver en stress og/eller angst, og det er meget vigtigt at finde ud af hvad det er. Du skriver at det allerede opstår når du vågner, så det kunne måske være noget der bekymre dig, kan det være arbejdspres, forventninger fra andre eller dig selv? Det er meget vigtigt at tage sådanne fysiske og psykiske symptomer meget alvorligt. Jeg har læst at forskerne er ved at udvikle en pille mod stress, men der er ingen ud i handlen, men der er piller mod angst og der er selvfølgelig samtaleterapi. Det kan være du selv kan komme til buds i hvad der er galt. Det var måske en god ide at gå til lægen og fortælle om hvordan du har det, fordi for mig at se er det noget der skal gøres ved. Held og lykke med det.

 Tja jeg ved ikke om jeg er garvet pille bruger, men jeg forsøger alligevel et svar. Du spørger til samtale før piller. Jeg kan godt forstå du tænker at det er bedst at komme til samtale for at finde årsagen, men så enkelt er det nu alligevel ikke. En depression er en fysisk sygdom som også har psykologisk effekt og hvad der er hønen og hvad der er ægget, det ved jeg ikke. Jeg er af den overbevisning at man er disponeret for at få en depression og så kan forhold i ens liv skubbe til depressionen så den dukker op til overfladen. I er vel ikke i tvivl om at det er en fødselsdepression, så forklaringen har I jo. Hvad vil I ellers have forklaring på en ulykkelig barndom fortrængninger? Nej i mange tilfælde er der ingen forklaring (finder man ingen forklaring). Lykkepiller hedder desværre lykkepiller, og tja det er en lykke de findes fordi man virkelig får det bedre, meget mere stabilt, men lykkelig nej jeg kender ingen der er blevet høje eller lykkelige af lykkepiller. Man bliver ikke afhængig af dem, de er ikke vanedannende og nej de holder ikke en i en speciel god stemning. Den tilfører Serotonin til hjernen og det er med til at lette depressionen, man får altid lykkepiller i et så tilpas tidsrum så man er helt over den kemiske depression. Får man ikke pillerne så er der sandsynlighed for at den bliver meget mere langtrukken og risikoen for tilbagefald meget forøget. Er man i medicinsk behandling kan man i meget højere grad arbejde på eventuelle forklaringer, hvis der findes en sådan, men det jeg synes er aller vigtigst i den periode er erkendelsen af at man har en depression og dernæst en erfaring og forståelse af hvad der kan sætte det i gang, erkendelse af at man som menneske har en grænse og derudfra kan arbejde på at få et liv der tager det rigtige hensyn til at man er disponeret for en depression. Ja kend din depression og arbejd på at den ikke kommer igen. Samtaleterapi er der virkelig lange ventelister til, så det er måske også en af grundene til hun har fået medicin så hurtigt, det kan også være at det er så oplagt at hun har en depression, så man vælger at tage det nu inden det bliver for slemt. Det betyder så også at hendes prognoser for en ny depression er meget mere positiv (meget mindre chance for en ny depression senere i livet eller tilbagefald). Mit korte svar er altså, ikke så enkelt som samtale før medicin. Man bliver ikke kunstig opløftet, det er en myte. Man kan godt falde tilbage hvis man stopper for tidligt, man siger 3 måneder til at komme over depressionen og mindst 3 måneder til at forebygge (Det er en generel regel for 1. gangs depressionsramte). Man udskyder ikke problemet ved at tage medicin tvært imod, hvis ikke hun får medicin kan hun meget vel risikere at få det meget dårligere. Så for mig at se er der ikke så mange forbehold.

 Hej John For det første så skriver du at I altid har snakket frit og at du ikke har fornemmet at der har været censur, så jeg går ud fra at du er indstillet på at det skal fortsætte og at du gerne vil være der for hende. Om du skal være bekymret. Tja hvis du tænker om du skal være bekymret fordi hun har en depression, så er hun jo i behandling nu og får vel al den hjælp hun har brugt for sådan rent lægeligt. Måske er det der kan bekymre dig mest være at hun ikke vil snakke om det. Du skal gøre dig klart om du gerne vil have fuld åbenhed, og hvis svaret er ja, så må du jo tage tyren ved hornene. Mit råd er at du fortæller hende at du er der for hende og at du er klar over at hun lider af depression og at du kan regne ud at det er svært for hende at snakke om. Du kan sige at du meget gerne vil være der for hende og at hun må fortælle om det, på den måde hun nu magter det på. Det er nok ikke en god ide at presse hende til noget, men sige at du er der og at hun bare skal sige til hvis du kan hjælpe hende med noget. Fortæl hende at der ikke er noget at være flov over med hensyn til depressionen, og at du ikke tænker anderledes om hende nu du ved hun lider af depression. Du kan jo læse mere om emnet på netdoktor depresson, hvor der dels står noget om sygdommen og dels noget med gode råd både til den ramte og til omgivelserne. Håber det var til gavn, ellers skriv endelig igen.

Redigeret d: 28-07-2007