Medicin eller ej.
Antidepressiv medicin, psykofarmaka, det risler kold ned af rygge på mig. Det er kun noget for fuldstændig hjernedøde. Det forandre psyken. Man bliver en meget stækket person, en zombie, en der ikke lever, bare en maskine. Nej det er det rene gift, det fortryder man. Starter man på det kommer man aldrig ud af det igen, livet er ødelagt. Ja sådan har jeg tænkt.
Psykiske problemer det er kun for svage personer ikke mig. Man skal selv tage ansvar for sit liv. Det er ens egen skyld hvis man har det skidt. Det er kun navlepillerne der får angst og depression. hvis man bare kan skære følelserne fra så er alt såre godt.
Det er mig indtil for 3 år siden.
I dag vil jeg sige til de samme ting.
Antidepressive/psykofarmaka, skal tages hvis ens sind er ude af kontrol, hvis man er væsentlig hæmmet i sit liv, hvis man er så forpint at man ikke kan have en normal hverdag, og det igennem en tid. Hvis det ikke er normal tristhed og hvis man er til fare for sig selv og/eller andre liv og helbred osv. Det kan også blot være mane r til skade for sig selv ved at man ikke er interesseret i at spise og sove og andet livsnødvendigt.
Får man den rette type medicin er det en stor lettelse fordi man får det bedre og får overskud til at arbejde for at få det bedre, man bliver hevet op af dyndet og får en reel chance for at sadle om, kunne komme videre.
Psykiske problemer tror jeg ligger latent i alle mennesker tror jeg, og så er det nogle faktorer der gør om det bryder ud eller ej og hvordan man takler det kommer an på ens ressourcer og personlighed. Jeg har nu oplevet at mennesker der har oplevet smerten ved livet mange gange er langt mere spændende og har store dybder og tager ikke livet som en selvfølge. Mennesker med angst er følsomme mennesker og også meget fine mennesker.
Redigeret d: 28-07-2007
