|
| |
Jeg er en pige på 25 som har haft socialangst
siden jeg var 15-16 år. Jeg blev dog først for alvor klar over hvad det var jeg
fejlede for et par år siden, da jeg så et program i fjernsynet. Siden har jeg
købt Gillian Butler´s bog, og har ikke mindst været inde på denne hjemmeside som
har hjulpet mig MEGET til at erkende det - men alligevel ikke nok. Det var dog
hjemmesiden hér som gjorde at jeg besluttede mig for at gå til lægen, hvilket
tog mig laaang tid , da jeg syntes det var meget pinligt og svært at snakke med
andre om, jeg havde faktisk aldrig nævnt det for nogen, heller ikke min kæreste.
Jeg har gennemlevet det som man nu gør når man har socialangst: enorm ringe
selvtillid da jeg aldrig følte jeg var god nok, dvs. sagde eller gjorde de
rigtige ting i sociale sammenhænge. Jeg fik kvælningsfornemmelser, rødmede
enormt, og var meget fokuseret på begge disse ting. Endvidere når jeg mødte nye
mennesker eller bare var sammen med min familie, eller flere end to personer som
jeg måske begge kendte, så gik det for det meste galt, jeg sagde ikke et ord,
fokuserede på mig selv og hvor dum jeg var, og gennemtænkte situationen 100
gange bagefter.
Jeg glædede mig aldrig til at komme ud til sociale sammenkomster, fester,
middage osv, men gruede for det. Til sidst blev det også så slemt at jeg var ved
at droppe min universitetsuddannelse. Derfor gik jeg til lægen. Jeg fortalte
grædende min historie, og hun gav mig valget mellem medicin eller at vente på at
komme til i behandling. Jeg valgte medicin.
Jeg får nu pillerne "paroxetin" som er et antidepressivt middel, som har god
effekt på socialangst. Endvidere har jeg så sent som idag været til samtale på
angstklinikken/Rigshospitalet med henblik på at starte i gruppeterapi.
Det jeg bare ville sige til andre er: angsten kan dulmes til at begynde med,
hvorefter man kan bearbejde den med terapi! Medicinen har hjulpet mig helt
fantastisk, jeg føler jeg er et nyt menneske som ikke behøver at leve livet
halvt, som jeg gjorde før. Jeg tænker slet ikke så meget på mig selv som før,
jeg kan snakke med nye mennesker, gå til fester og stadigvæk synes jeg er ok.
når jeg kommer hjem igen.
Til jer som har socialangst, I skal ikke finde jer i det, det er jeres liv det
går ud over! Gå til lægen og find en løsning på det, hvadenten det er terapi
eller medicin, jeg vil ikke sige at medicin er løsningen for det virker
forskelligt på hver enkelt, men jeg kan kun sige at det har virket for mig!
Husk på at: "A life lived in fear, is a life half lived!" som det engang er
blevet sagt.
Marie]
Redigeret d:
28-07-2007
|
