Velkommen til annes-angstside.dk

Kommentarer til terapiformer.

Jeg vil sige jeg igennem min uddannelse og arbejde, har været i kontakt med flere af terapiformerne sådan professionelt set. Set med de øjne ser jeg bøde fordele og ulemper ved de enkelte terapiformer. Ud over det blev jeg henvist til en psykiater på et tidspunkt med min angst og depression. Inden de mange måneder var gået før jeg kunne komme til, var jeg selv kommet så langt at det var forstyrrende at skulle gå ved en psyk. Jeg har været til 2 for samtaler selv, men havde ikke gode oplevelser med det. Jeg oplevede at psyk. prøvede at presse mig helt derud hvor jeg skulle bryde sammen og græde, hele tiden appellerede hun til at jeg skulle synes det var synd for mig at jeg havde  haft de oplevelser i mit liv som jeg nu engang havde. Jeg mente ikke jeg hverken havde haft et bedre eller værre liv end så mange andre, men at jeg da godt kunne se nogle steder hvor noget ikke havde været godt for mig. Da det ikke lykkes at knække mig psykisk, sagde hun direkte til mig at hun ikke mente jeg havde indstillingen til at gå i terapi. Hun troende jeg ville springe fra, om det fra hendes side var en sådan modsat terapiform hvor hun ville tricke mig til noget andet ved jeg ikke. Nå men efter 1. gang følte jeg at samtalen var blevet drejet i en retning hvor jeg ikke følte det hørte hjemme. Til næste samtale var jeg meget velforberedt, havde tænkt en masse og havde fået vendt en masse ting, og det resulterede i at jeg sagde jeg gerne lige ville evaluere gangen før. Det lykkes og jeg følte at det egentlig gik meget godt, men samtidig kunne jeg mærke at hendes indstilling til min person var meget "akademisk", jeg følte hun så en sag oppe i sit hoved, men ikke så den person der sad foran hende, og de ressourcer og måder jeg nu er og tænker på. Hun sagde så lige inden vi skiltes at  vi da godt kunne fortsætte, men hun troede ikke der kunne gøres det store. Vi kunne så mødes igen om 2 måneder til en normal session hos hende. Jeg besluttede i den mellemliggende tid at jeg selv havde så meget styr på tingene at jeg selv kunne arbejde og komme videre. Jeg sluttede så efter de 2 gange ved hende, og så blev hendes profeti opfyldt med at jeg nok ville stoppe ved hende.

Nå men ud over det så kan jeg da godt se der er nogle gode redskaber for at komme videre i forhold til angsten.  Fordi jeg selv føler jeg kan selv, er det jo slet ikke ensbetydende med at andre kan. Hver især må vi tage imod de tilbud der er og gøre det vi ved er bedst for os.

Jeg synes det springende punkt er hønen eller ægget, altså er det kroppen eller tankerne der kommer først når vi tænker angst, er det kroppen eller tankerne vi skal ændre, skal vi gå ind og grave i fortiden, skal vi finde forklaringer, skal vi forstå angsten som angst eller som en reaktion på noget andet. Jeg tror svaret er at det må den enkelte med angst selv finde ud af. jeg har oplevet i min tid som gruppeleder at sandheden er så individuel, det der er godt for den ene er bestemt ikke nødvendigvis godt for den anden. Jeg tror det kommer an på os selv og det der falder os lettest.

Jeg tror det vigtigste er at lærer angsten at kende, og at acceptere os selv som vi er og at vi føler vi bliver lyttet til og taget alvorligt.

Redigeret d: 28-07-2007

Tilbage til psykoterapi