|
Jette 35 år!
Jeg fik panikangst i 1993, hvor jeg var 25 år og mor til 2 små piger.
Det første angstanfald fik jeg i et supermarked, hvor jeg pludselig fik en
heftig hjertebanken, svimmelhed, eksende ben, rystende, svedende, frysende, og
kvælningsfornemmelser. Disse ubehaligheder skulle i den grad komme til at
præge min tilværelse fremover.
Den dag blev jeg MEGET forskrækket, men troede at det var et tilfældig
ildebefindende, der havde ramt mig. Men det gentog sig, så nu begyndte jeg at
frygte et nyt anfald.
I første omgang var det altså supermarked der blev et "farligt" sted så jeg
begyndte at købe ind, når der var få mennesker, så jeg undgik at stå i kø ved
kassen.
Jeg havde absolut ingen anelse om hvad der var ved at ske med mig. Det var en
snigende udvikling der var startet, med større eller mindre ubehag i
forskellige situationer. Jeg fandt ud af hvordan jeg kunne undgå visse
situationer. Feks. Havde jeg svært ved at deltage i forældremøder og lignende,
da jeg var bange for at få det dårligt, men det klarede jeg ved at sætte mig
yderst i forsamlingen, og helst ved udgangsdøren så jeg HURTIGT kunne komme ud
uden at vække opsigt. At leve med angst, er som at gå på line uden
sikkerhedsnet under, man bruger en masse energi på at finde måder at holde
balancen på, så man ikke falder i angst dybet.
Angsten har udviklet sig i retning af, at jeg får det dårligt i alle de
situationer, hvor jeg føler mig fastlåst eller fanget. Jeg kan ikke gå til
tandlæge eller frisør, fordi jeg føler mig fastlåst i stolen. Det ville være
alt for pinligt hvis jeg blev nød til at rejse mig, og gå midt i behandlingen,
så det tør jeg slet ikke at risikerer. Jeg kan heller ikke køre i bus, da det
giver mig den samme fornemmelse af fastlåshed, det er vigtigt for mig at kunne
komme væk med det samme.
Hver aften når jeg var lige på grænsen til at falde i søvn, får jeg
angstanfald. Det er i samme øjeblik at jeg slipper kontrollen over
bevidstheden, så tager angsten over.
Så jeg har prøvet at klare mig på bedste vis, men det betyder flere og flere
indskrænkninger i min bevægelsesfrihed, og så noget som en ferie er en
umulighed. Bare jeg skal køre med bus, så går det helt galt, mine ben vil ikke
bære mig hen til bussen, og når jeg endelig er nået der hen, og står og
venter, opfører mine ben sig underligt, det er som om jeg ikke kan holde
balancen på dem, og jeg bliver bange for at falde.
Når jeg kommer for langt væk hjemme fra, må jeg tit vende om igen. Jeg har
opfundet mange undskyldninger gennem tiden, for at undgå at deltage i
forskelligt. Familiesammenkomster undgår jeg så vidt muligt, og de få gange
jeg har deltaget, har jeg ganske vist fysisk været tilstede, men jeg føler mig
bestemt ikke nærværende, og min eneste tanke er, hvornår jeg kan være bekendt
at gå. Der er bestemt ingen der tager det alvorligt, derfor mente jeg selv i
en periode, at det også var for dårligt at jeg ikke bare kunne "TAGE MIG
SAMMEN"
Jeg er meget sjældent i stand til at gå uden for en dør, omverden er den smule
jeg ser, når vi kører en tur i bilen.
Da jeg opdagede at der faktisk var MANGE andre som mig, var det befriende at
høre, og at høre at de fysiske ubehag jeg har, er særdeles velkendte for folk
med angst.
Lige nu er jeg i angstcirklens skrue uden ende, derfor er jeg nu klar over at
jeg ikke alene, kan klare det mere, så nu går jeg til samtaler hos en
psykiater, og er lige startet på nogen piller, så jeg ser frem til at de
virker, for det andet er ikke til at holde ud mere.
Jeg er ellers IKKE til medicin, men alternativ behandling og naturmedicin, men
nu har jeg snart prøvet alt, og intet hjalp på længere sigt, så derfor er jeg
nu sluttet med alternativ behandlinger for en periode, der skulle lægelig
hjælp til nu, og det blev til Ciprelex.
Jeg har taget Ciprelex i 9 dage nu, jeg fik 5 mg den første uge, så skulle jeg
have 10 mg. Jeg har virkelig haft forfærdelige bivirkninger, angst med 700 km
i timen, rysteture, svedeture, feber, kvalme, svimmelhed, og utilpas, jeg har
været lige ved at opgive pillerne, men er nu glad ved at jeg ikke gjorde det,
for mine bivirkninger er nu så småt ved at forsvinde, jeg har lidt "hoppende"
hjerte endnu.
Når bivirkningerne var RIGTIG slemme, sad jeg og læste Hannes svar til en
anden ang. Medicin og dens bivirkninger, hendes svar fik mig til at holde ud.
Nu håber jeg bare at pillerne hjælper så meget at jeg igen kan få et NORMALT
liv.
Jeg er MEGET glad for at denne side findes, for det er rart at høre om andre
med samme problem, det hjælper mig MEGET.
Jeg bor på Fyn, og her findes ingen fobiskole, og for en person som mig, med
panikangst, ville det jo være fuldstændig umuligt at tage toget til en anden
by, for at få undervisning på en fobiskole. Her på Fyn kender kommunen ikke
til angst, så økonomisk hjælp til en fobiskole er også udlukket. Jeg ville
håbe at Fyn, havde lige så mange tilbud som sjælland og Jylland.
Er der nogen der vil fortælle lidt om, de kender til Cipralex, hvordan de har
haft det og hvordan de har det nu??
Redigeret d:
28-07-2007
|