Velkommen til annes-angstside.dk

Hvorfor får flere og flere angste?

Ja spørgsmålet er om der er flere end der altid har været. Det er jo svært at vide. Dels er der mere fokus på psyken, og dels kan det have betydning at hverdagen har ændret sig så meget.

Fokus på psyken: Ja bare i den tid jeg har været voksen har der været en rivende udvikling af diagnoser go behandlinger, i alt fald af anerkendte diagnoser og anerkendte behandlingsformer. Da jeg var nyuddannet i starten af 80'eren indenfor den sociale sektor, der havde jeg allerede stiftet bekendtskab med psykiatrien. Det var som "professionel" og der havde jeg det en anelse inde på livet, med børn som havde forskellige lidelser. Der var primært Psykoser, neuroser, autister og ud over det alt det man ikke kunne finde diagnoser til. Så kom der ellers lidt hul på bylden med hensyn til depressioner, nu hed det ikke mere dårlige nerver, eller nervøst sind eller at man var hysterisk, nu var det depressioner. Ud over det kom der mere og mere fokus på hjernen og forskellige processer, så kom DAMP ind i billedet og med det flere andre Asberger osv. Ud over det så gik det fra at i min tid var det kun de aller mest eksperimenterende der prøvede lidt transcendental meditation eller gik i terapi. Ja og så dem der virkelig var gak gak, havde knald i låget. Nu er der snesevis af terapiformer, medicin, bøger, interessegrupper, hjemmesider (hihi) og oplysning ikke mindst. Nu kan enhver gå i terapi uden der bliver set skævt på det. Er der så kommet flere med angst og depression eller kan dem der har det bedre opdage det er det der er galt? Er lægerne blevet langt bedre til at gennemskue sygdommene?

Hverdagen:  Det kan være vi ikke tænker så meget over det i hverdagen, men den har ændret sig radikalt. Vi kommer fra et samfund med små enklaver. Der var en klar forståelse af spilleregler, opførsel og hvad der forventes af en fra familien og måske også lidt fra samfundet. Vi levede med få mennesker omkring os, og vi møde ikke så mange nye mennesker i vores liv. Informationerne var sparsomme og byen der lå 20 km. væk var måske næsten uopnåelig. Kvinderne var dem som tog sig af hjemmet og opdragelsen af børnene primært og mændene havde deres arbejde og deres hjem. Man vidste hvad der var passende, moral etik og omgangsformer osv. Nu har vi et samfund  som er blevet kaldt det fragmenteret samfund, og det synes jeg er meget rammende. Vi tager små fragmenter ud af en sammenhæng og tager det vi kan bruge. Vi pendler imellem forskellige "sociale lag" og vi møder konstant nye mennesker. Vi kan alle tage til nordpolen og til Peru og alt derimellem Vi er med i tragedier, dramaer der udspiller sig i et land fjernt fra os. Vi skal hele tiden tage stilling til svære ting. Vi skal have medindflydelse på arbejdslivet, på privatlivet på alt. Vi har frie valg, og alt er lige gyldigt, og vi skal selv finde du af det hele. Vi har intet at gøre oprør imod, intet at være enige om. Jeg tror det er et meget svært samfund på alle måder. jeg har hørt engang at på blot en uge møder vi lige så mange mennesker som vores forfædre mødte på et helt liv. Alt det og meget mere må gøre noget ved os.  

Redigeret d: 28-07-2007