Velkommen til annes-angstside.dk

Min depression min ven.

Jeg har lige siden jeg kan huske haft triste perioder, været et nervøst gemyt, og særdeles genert i samvær med andre og angst når jeg skulle noget væk fra hjemmet. Da jeg flyttede hjemmefra, tog jeg af sted med den vished om at med rationel tænkning og rationel handling, skulle jeg hurtig blive mine ”dårligdomme” kvit. Der gik mange mange år hvor jeg følte mit helt store mål var at blive uangribelig perfekt og uden andre følelser end dem der kunne forklares rationelt. Jeg kom længere og længere væk fra mit sande jeg. På arbejde havde jeg en tyk skal, uangribelig og altid glad person, som aldrig viste følelser. Åh hvilken styrke tænkte jeg dengang. Når jeg gik i sort, gemte jeg det bag fysisk sygdom. Jeg sagde jeg havde fået influenza. Jeg mente at hvis jeg glemte tilstanden og ikke tog det alvorligt ville det forsvinde på et tidspunkt. Aldrig forvente det kom, aldrig uro sig om det følelsesmæssige, bare blive STÆRK og rationel.

Det sidste 5 år, har depressionerne været tiltagende. Jeg var ikke klar over at jeg led af depressioner før jeg for 2 år siden blev ”udbrændt” på arbejde. Allerførst var jeg lettet meget lettet. Jeg kunne ikke gøre for det. Ingen selvbebrejdelser. Det var som jeg pludselig kunne flyve.

Så blev jeg konfronteret med omgivelserne. Arbejdspladsens og andres manglende accept af min tilstand.. Jeg er kommet langt meget langt siden da. Jeg har først og fremmest skulle accepter at jeg lever med sygdommen, og at den er en del af mig som jeg skal accepter på lige fod med alle de gode ting jeg indeholder. Jeg har derefter fundet frem til hvornår på året jeg er ekstra modtagelig for mine depressioner, og også hvad der sætter depressionerne i gang. Da jeg fandt frem til det kunne jeg lige pludselig handle, og føle jeg kunne forebygge, og gøre mine depressioner mildere, at jeg bedre kunne styrer depressionerne, i stedet for at de styrede mig. Jeg har igennem min kristen tro, fået større tillid til mig selv og andre.

Jeg synes, når jeg ser tilbage, at det der var hårdest i hele forløbet, var at jeg pludselig mistede tilliden til mig selv, sådan helt grundlæggende. Det var ikke nemt at mit billede af mig selv som følelsesmæssigt stabil og rationel tænkende slet ikke passede. Det var en illusion.

Når jeg kan mærke depressionen komme, sørger jeg for størst mulig ro, regelmæssighed. At jeg får sovet (slappet af), spist sundt, motioneret. At jeg hygger mig og laver ting jeg kan lide. Jeg er meget tidligere ude når signalerne kommer.

Jeg er blevet klar over at den store synder i mit liv er stress og for store forventninger til mig selv.

Min depression ser jeg faktisk som min ven. Tænk sikke en styrke at have et sind det hjælper en med at have et godt liv. At sindet siger stop når livet ikke er godt. At man ikke bare tager det gode liv som en selvfølge. Jeg lever livet med større taknemlighed og større tolerance for andre. Sikke en kæmpe gave at have depressioner. Jeg føler jo jeg lever, selv når det gør allermest ondt, selv når jeg mest af alt ikke vil mere.

Redigeret d: 28-07-2007