Velkommen til annes-angstside.dk

Om angsten, der styrede mit liv!

Det begyndte i barndommen, hvor et nyt liv skulle til at folde sig ud, der begyndte det, der blev livets vinger allerede stækkede.

Han vidste det ikke, han var ny her, han havde kun det i bagagen, som moderen og faderen havde givet ham, han var magtesløs, men han vidste det ikke, hans liv og fremtid lå i deres hænder, i deres og omgivelsernes hænder og i hans egne gener, men han vidste det ikke.

Han kastede al sin kærlighed på forældrene, de var hans beskyttere, troede han. Det var de vel også i en vis forstand, de gav ham mad og klæder, og de gav ham også kærlighed, megen kærlighed, de elskede deres barn, jovist gjorde de det.

Forældrene var fattige og uvidende mennesker, de levede som de havde lært det af deres forældre og tænkte ikke videre over tilværelsen.  Faderen var psykisk syg, han var skizofren. Moderen var opdraget i Indre-Missionsk tro og lære, og dette var en streng lære, asketisk var den, at tage afstand fra al verdens glæde var én mening med livet. De levede i fattigdom ude på landet, på en lille landbrugsejendom, der netop kunne give til livets ophold for en lille familie.

Jeg skulle kun være tre år, før jeg oplevede min fars første raserianfald over for min mor. Det var et chok for mig, og jeg blev angst for min far. Det ellers så trygge liv hos far og mor var nu ikke mere til stede. Jeg lærte tidligt angsten at kende, angsten for fars vanvittige raserianfald og dermed angsten for far. Det skulle vise sig, at denne angst skulle komme til at følge mig resten af livet.

Da jeg var ca. 4 år gammel begyndte mor at prente angsten for Helvedes rædsler ind i mig, så godt hun nu formåede det efter "gammel skik" og tro og lære, efter hvad hun havde lært i sin barndom. Og hun var ikke kommet videre end til dette, at hvad de voksne siger, hvad far og mor siger eller har sagt er det rigtige. Hun gjorde vel dette med de bedste hensigter og hun vidste ikke bedre.

Da jeg blev ældre og kom i skole, lærte jeg andre at kende, både børn og voksne. Jeg så nu, hvordan andre børn kunne have det med sig selv og med hinanden, og  jeg  sammenlignede. Jeg så deres sinds frihed, jeg så at de var fri for den angst, som jeg bar rundt på, og jeg misundte dem. Jeg følte at jeg var den eneste, der havde denne frygtelige angst, og jeg turde ikke tale med nogen om det, sådan noget gjorde man heller ikke, man skjulte det. Alle mine grufulde oplevelser i hjemmet måtte jeg bære selv, sådan var det.

Vi måtte arbejde hårdt derhjemme, det var en anden mening med tilværelsen, tidligt at lære at arbejde. Når jeg kom hjem fra skole skulle jeg hurtigt have lidt at spise og så ud i marken og hjælpe min far. Dette ville nok heller ikke have skadet mig på nogen måde, hvis jeg vidste, at jeg skulle ud til en glad far, en kærlig og god far, en far jeg kunne snakke med, kunne fortælle til, hvad der var hændt mig i skolen den dag, kunne snakke med om naturen om alt. Men det kunne jeg ikke.

Da jeg kom hjem fra skole var det første mor sagde: "Far er vred". Disse tre ord fremkaldte straks en dyb smerte inden i mig. Jeg fik kvalme, mine tanker kunne nu kun rumme angst. Disse ord, far er vred, betød ikke at far var vred, nej de betød, far er blevet rasende over et eller andet, som jeg ikke vidste hvad var, og som jeg ikke ville spørge mor om. De betød, at resten af dagen , de næste mange aftener og nætter og dage skulle jeg være meget angst, skulle jeg lide alskens kvaler i sind og krop af angst. De betød Helvede på jord, for mig.

Jeg skulle ud til ham i marken og jeg skulle skynde mig ellers blev han måske mere vred. Jeg slugte lidt mad, tog arbejdstøjet på og afsted. Derude mødte jeg et menneske med et ondt blik, mørk og indelukket var han. Han gik og pløjede med to heste foran ploven. Kør hestene! sagde han. Jeg tog tømmerne og prøvede at styre hestene derudad. Det gik også godt nok så længe den ene hest gik nede i plovfuren, men ved enderne var det vanskeligt, for der vidste hestene at de skulle dreje og de ville gerne dreje meget hurtigt, når vi nåede enden af plovfuren. Det måtte de ikke og det var min pligt at få dem til at gå lige ud til et ganske bestemt punkt. Dette var meget vanskeligt og samtidig var jeg meget bange for at det skulle gå galt. Det gjorde det også og han skældte mig ud. Jeg blev endnu mere angst, hvordan skulle det gå når vi nåede den anden ende af plovfuren? Her ville det vel også gå galt og hvad ville han så gøre ved mig ? Hans ondskab gik langt ind i min lille sjæl og jeg kunne ikke rumme andet end angst. Naturens skønhed og fuglenes kvidren og duftene der fyldte mine næsebor fornemmede jeg ikke. Mine sanser var lukkede, kun et fyldte mig helt og det var angsten. Ville han slå mig? Ville han slå mig ihjel næste gang hestene drejede lidt for tidligt ved enden af plovfuren?

Da vi kom hjem fra marken skulle alle dyrene fodres og jeg skulle hjælpe. Det var også i orden, blot jeg kunne være denne forbandede angst foruden. Ved aftensbordet da vi skulle spise, var der dyb stilhed. Ingen sagde noget, ingen turde sige noget. Vi ventede i angst og spænding, ville han som et lyn fare op og smadre en knytnæve i bordet og begynde sit vanvittige råb og sine vanvittige beskyldninger mod min mor og hendes familie eller ville stilheden vare ved og han ville rejse sig fra bordet, når han havde spist, og gå ind i soveværelset og måske gå i seng? Hvis han gjorde dette sidste, ville vi da alle blot sidde i knugende angst og vente, vente på at han måske alligevel ikke var gået i seng, men pludselig ville dukke op og begynde med sine vanvittige råb. Alle muskler var spændte i min krop, jeg sad som en hare, der dukker sig bag en jordknold på marken, mens en ræv løber forbi, med alle muskler spændte, parat til flugt. Samtidig skulle jeg læse lektier til næste dag i skolen. Jeg kunne ikke koncentrere mig, alt inden i mig var jo angst og musklerne var spændte til bristepunktet, parat til flugt. Jeg kunne ikke næste dag i skolen forklare, hvorfor jeg ikke kunne mine lektier, jeg kunne ikke fortælle læreren, hvordan jeg havde haft det om aftenen, da jeg skulle læse mine lektier. Det gjorde man bare ikke sådan lige, jeg vidste at jeg blot ville være tavs, hvis læreren skældte mig ud, fordi jeg ikke kunne mine lektier, måske ville jeg bryde grædende sammen, hvis han slog mig.

Vi hørte døren til sovekammeret gå op, adrenalinchok!! det var ham, han gik hen over køkkengulvet mod stuen med slæbende skridt. Pludselig åbnede han døren og stuen flængedes af et øredøvende brag, jeg skreg og råbte til min Gud og Skaber om hjælp, men han hørte mig ikke, han hørte mig ikke!!!...

Jeg sov oppe på loftsværelset, lige oven over mine forældres soveværelse. Jeg sov ikke, jeg kunne høre ham dernede blive ved med sine bebrejdelser mod min mor, nu var hans stemme roligere, men af og til kunne jeg høre stemmelejet stige, og han var ved igen at bryde ud i vanvittigt raseri, jeg lå jo og lyttede i anspændthed. Når mine muskler var ved at slappe lidt af og jeg var ved at falde i søvn, da blev hans røst højere, mine muskler spændtes og jeg blev lysvågen. Angsten var jo også altid den, slår han mor? Slår han mon mor ihjel??

I parentes bemærket:

( d. 24-1-2002.  I nat drømte jeg, at min mor sagde til mig: "Boye du gifter dig ikke!". Jeg tog en stegepande og slog min mor i ansigtet, jeg slog og slog i vanvittigt raseri. Jeg fortrød intet, havde ingen samvittighedskvaler over det, jeg slog og slog i vanvittigt raseri!!)

Efter at have fået få timers søvn skulle jeg op. Jeg skulle ned og være med i stalden, være med til at malke og muge ud. Bagefter skulle gummistøvlerne vaskes godt, for dem skulle jeg også have på i skole. Jeg havde ikke et par sko til skolebrug eller blot et par ekstra støvler. Nejj, man skulle vel ikke sådan frådse med pengene. I støvlerne havde jeg halmvisker, et begreb som sikkert kun få kender. Jooh man blev jo lidt fugtig om fødderne ved altid at have gummistøvler på. Det var der råd for, man gik ned i hestestalden og lavede sig et par nye såler af halm, halmvisker, og det blev man meget ferm til, når man havde prøvet det mange gange. 

I skolen frygtede jeg mest regning, ikke fordi jeg ikke kunne regne, men fordi vi havde skoleinspektøren i regning, og han kunne slå, hvis man ikke havde regnet alle de stykker man havde fået for hjemme. Jeg havde set nogle gange, når han havde slået andre, det var forfærdeligt som han slog. Han blev ved og ved med at slå de stakkels børn på kinderne, de må da mindst have fået hjernerystelse af 3. grad af dette.

Regnetimen oprandt, inspektøren kom ind i klassen. Han var i ondt lune kunne jeg mærke. Denne høje flotte mand, sorthåret var han, med en lige skilning i venstre side og håret redt skråt tilbage, guldbriller havde han på og var altid pænt klædt. Jooh han var en flot skoleinspektør. Han gik nu rundt i klassen for at se om vi alle havde ordnet vores lektie til denne dag. Det var ellers sjældent han gjorde det, men netop i dag skulle det så være. Der var mange i klassen, der blev skældt ud, måske fik de en lussing og så ikke mere. Da han nåede til mig så han også straks, at jeg ikke havde ordnet, hvad jeg skulle og han trak mig i håret lige ved øret. Det gjorde meget ondt, men jeg sagde ikke en lyd, jeg måtte tie og tåle denne uretfærdighed. Han skulle blot vide, ja, han skulle blot vide hvad jeg havde oplevet dagen og natten forinden. Det fik han aldrig at vide, ingen fik det at vide, jeg måtte bære byrden i tavshed og alene.

Det var en eftermiddag, jeg var ude i stalden og ordne noget, pludselig hører jeg et skrig. Det er min mor, hvad sker der? Slår han hende nu ihjel? Mange tanker flyver igennem mit hoved, mens jeg løber ind i køkkenet, hvorfra jeg hører skriget komme. Mor græder og skriger, hun prøver at få noget overtøj på, hvad er der dog sket? jeg forstår intet. Vi går ud i haven bag den store staldlænge. Nogle grise har gået ude i et lille område af haven en del af efteråret, og nu skal de ind i svinestalden. Han har selv forsøgt at få dem ind, men uden held. Nu er han blevet vanvittig rasende og mor skulle naturligvis være kommet og have hjulpet ham, selvom hun intet vidste om hvad der foregik. Mor skriger, bliver ved med at skrige og en hvid fråde løber ud af munden på hende. Jeg er ude af mig selv af angst, hvad er der med mor, mon hun er ved at dø? Aldrig har jeg dog set hende sådan. Naboerne må da høre hendes skrig og komme os til hjælp, jo de må høre det! Ingen kommer, de tør måske ikke eller de vil ikke blande sig, nej, man "hytter" sig. Om vi får grisene ind i stalden husker jeg ikke, men mor kommer ind i sin seng og lægger sig, han er nok bange, mon nogen har hørt hende skrige, han forsøger med en, ligesom undskyldende, bevægelse at røre lidt ved hende eller dynen. Alt er stille nu, stille som i graven. Jeg håber sådan at mor ikke dør, men kommer over dette også. I køkkenet sidder vi stille, måske får vi lidt mad, jeg husker det ikke. Vi går vel til ro, men med dybe sjælesår. Endnu en fortvivlet, urimelig, chokerende oplevelse for et barn i 10års alderen.

Mor har senere fortalt, at han pludselig var kommet ind i køkkenet, vild i øjnene og var gået hen mod hende og havde sparket lige ved siden af  hende og ind i døren. Hun havde troet, at han ville slå hende ihjel.

Angsten, oplevet i barndommen sætter sit præg på barnet, den præges dybt ind i barnets sjæl. Dette er kun få af mange lignende oplevelser jeg havde i min barndom. Barndommen, hvor trygheden , kærligheden, freden, lykken skulle være det dominerende og opfylde individet, så der opbygges et stærkt, helt og frimodigt menneske.

Som følge af mit følsomme sind bukkede jeg under for det voldsomme i livet. Alt der mindede om fysisk eller psykisk vold gjorde mig meget angst også op i voksenårene. Jeg tålte ikke det overvældende stærke pres fra omverdenen, som jeg oplevede som en verden af fysisk og psykisk stærke mennesker. Et meget følsomt menneske var jeg, nok skabt fra naturens hånd som sådan.

Jeg søgte i drømmen og fantasien den kærlighed, ømhed, omfavnelse og berøring som jeg ikke fik i hjemmet.

En oplevelse mere fra min barndom vil jeg berette om.  Vi børn, jeg havde to søskende, var inde i stuen. Han havde sovet til middag og kom ud i køkkenet, hvor mor var. Vi hørte et brag og hans voldsomme raserianfald. Så blev der stille, mor kom ind til os og han gik ud. Vi gik sammen med mor ind i "den ny stue", som lå længst borte fra køkkenet. Mor fortalte os, at han havde sparket en køkkenskabslåge ind. Så hørte vi ham komme ind igen. Han begyndte at banke med en hammer. Mor sagde, måske sømmer han døren til, måske vil han slå os alle sammen ihjel, kom skal vi flygte? Det var sådan, at man også kunne komme til "den ny stue" gennem en veranda, hvorigennem vi nu kunne komme ud, uden at han kunne se eller høre det, når han var i køkkenet. Jeg så os i ånden flygte ud over markerne, løbende alt hvad vi kunne løbende for livet, ud til friheden, der måtte da være nogen i verden, der ville tage sig af os og hjælpe os. Jeg længtes sådan efter at blive fri , fri for angsten for ham.

Da han holdt op med at banke og gik ud, opgav mor tanken om flugt, men de minutter vi stod der i "den ny stue" var meget lange, og dødsangsten skabte dybe sjælesår. Vi gik ud i køkkenet og så, at han blot havde sømmet skabslågen sammen, som han før havde sparket itu. Ja, der skulle jo nødigt komme uventede gæster og se en smadret køkkenskabslåge, de kunne jo stille spørgsmål, og hvad skulle han så sige?

Dette var angsten for livet. Men også meget tidligt i mit liv skulle angsten for døden blive overvældende for mig. Angsten for Gud og angsten for Helvedes ild og svovl og evige pinsel. Denne angst var min mor en mester i at indprente dybt i min følsomme sjæl. Med sin Indre Missionske lære, som målestok for alt her i livet, formanede hun os børn dagligt. Det blev sagt med en alvor og en Indre Missionsk troendes overbevisning, at det ikke var til at tage fejl af. Man skulle ikke tage fejl her, evig pinsel i Helvede var straffen, om man ikke dagligt opførte sig ordentligt, og fulgte bibelens ord. At bande eller at lyve ville sikkert være rigelig overtrædelse af Guds strenge love til, at man godt kunne begynde allerede at mærke Helvedes flammer slikke op af ens krop. Og så var der den med "Synden mod Helligånden". Hvad det var for en størrelse kunne mor ikke rigtigt forklare, men i hvert fald var det sådan, at havde men syndet mod "Helligånden", var der ingen tilgivelse at hente noget steds. Et lille bandeord, måske, "for søren", kunne nok  tilgives af Gud om man bad derom, men at "synde mod Helligånden" kunne ikke tilgives. Det var naturligvis meget vigtigt, hver aften at bede Gud om tilgivelse for alle de synder man havde forvoldt i løbet af dagen. Det gjaldt skam også stygge tanker, endelig ikke at forglemme, for Gud kunne jo se ind i en, se alle ens tanker kunne han, intet kunne skjules for Gud, og der var en dommens dag forude, det var vigtigt at vide, måske var dommens dag allerede nær, man skulle ikke føle sig for sikker , nej man skulle så ej.

Jeg har vel ikke været mere end 5-6 år gammel, da jeg lå i min seng om aftenen og skulle sove, men jeg kunne ikke. Jeg havde fået den tanke, at jeg nok havde "syndet mod Helligånden", jeg lå og græd. Jeg kaldte på min mor. Hun kom ind og jeg fortalte hende om min forfærdelige angst for at jeg måske havde "syndet mod Helligånden", og derfor skulle pines i al evighed i Helvedes flammer. Mor bad en bøn for mig og trøstede mig med, at det havde jeg nok alligevel ikke gjort. Jeg faldt til ro og sov.

Under begrebet "Stygge tanker" kom tanker om det seksuelle. Se, det var næsten noget af det mest syndige på denne jord, om ens tanker kredsede om sådanne ting. Hvad der handlede om de nedre "religioner", om hvad der var syd for navlen, var faktisk noget Fanden havde opfundet, det var så stygt og modbydeligt, at ord derom næppe kunne komme over et Indre Missionsk menneskes mund. Hvorledes det kunne forenes med Guds ord om, at mennesket skulle gå ud og ("opfylde Jorden" ) var der næppe nogen der havde spekuleret over.

Således blev mit sind da ganske opfyldt af angst, angst for livet, angst for min far, angst for døden, angst for både Gud og Fanden. Både min far og mor overdængede mig med angst i rigeligt mål. Hvortil skulle jeg da hælde mit hoved??

En spændetrøje var jeg blevet svøbt i, dag og nat skulle jeg bære den.  Det var således, da jeg var barn, at jeg troede fuldt og fast på, at hvad mor sagde var sandhed. Hun var så alvorlig, når hun talte, jeg følte, at hun kunne i hvert fald ikke lyve. Vi havde jo også Bedstemor (mormor), der var lige så alvorlig, nar hun talte, måske ikke så formanende, men alvoren var der, det Indre Missionske menneske, der var tynget af så store syndebyrder, at kun alvoren havde råderum i deres tankeverden og hele liv.

Denne vældige skylds- og syndebyrde, der blev lagt på mine smalle skuldre, kunne dog ikke få mig til at synke helt i knæ. Som alle små unger i naturen havde jeg også en stor længsel efter livet, en nysgerrighed, jeg var dog levende, jeg var dog fra naturens hånd udstyret med længsler, med drifter, som det var vanskeligt at tæmme, selv for den mest hærdede "Indremissioner".

Lysten til livet, længselen efter kærlighed til pigen, sexlysten blev meget tidligt en stor drivkraft i mit liv. Måske fordi tankens frihed, handlingens frihed, glædens frihed, latterens frihed blev lagt som et tungt åg af fastlåsthed på  mine skuldre, måske derfor måtte jeg vriste dette åg af mig så godt det lod sig gøre, og  lade mine immanente drifter komme til udtryk, lade mine drømme fylde meget i mit sind, lade min vildskab komme til udtryk i, at jeg bl.a. løb og hoppede og dansede, når det f. eks. stormede meget. Næsten altid løb jeg, jeg kunne næsten ikke gå, nej løbe, løbe derudad, løbe ud i Verden ud til Verden, det var en del af mig.

Meget tidligt blev jeg dybt forelsket i en pige i skolen. Det var en ny pige, der kom i klassen, da jeg vel var 12 år gammel. Pludselig stod hendes mor med hende i døren til klasseværelset, hun skulle begynde i min klasse. Straks jeg så hende løb en varm strøm af en for mig ukendt størrelse, noget ganske vidunderligt, ned igennem min krop. Hun havde store øjne, store læber og tykke rødmossede kinder. Hun var måske ikke smuk, men hvad hun var kunne jeg ikke forklare, blot kunne jeg mærke inden i, at jeg elskede hende, elskede hende inderligt og dybt og varmt straks jeg så hende. Noget meget stort og frydefuldt smukt var kommet ind i mit liv. Om al Helvedes ild og svovl måtte regne ned over mig, om jeg ville brænde op i Helvede i evighed, så kunne ingen i verden hindre mig i at være forelsket, dybt og smukt og varmt. Sonja, min barndoms elskede!

Vi legede drengene efter pigerne eller omvendt, i skolegården. Sonja var god til at løbe, men det var jeg også. Hendes mørkegrønne bukser sad stramt om hendes små baller og to dejlige buler havde hun foran i strikketrøjen. Hendes kinder var friskrøde, hun hvinede og lo, når jeg fangede hende. Når jeg sådan en gang imellem rørte ved hende, gik denne varme strøm igennem min krop og fyldte mig med en glæde og en livslyst, som jeg ikke ellers kendte.

Hvis du en dag kommer hjem og skal have et barn med en pige, så ved jeg ikke hvad far vil gøre!! Denne trussel kom engang fra min mor. Det var underforstået, at så ville han naturligvis gå helt amok, og det havde jeg så ofte  set og oplevet, ( for det skal opleves, når en skizofren går amok, det kan ikke beskrives), og det var noget af det forfærdeligste jeg kendte til. Jeg mærkede mig truslen, jeg mærkede en angst for kvindekønnet. Jeg skulle være angst for tanker, ord og handlinger, og for kvindekønnet, ja sådan var dét.

Da jeg var 16 år kørte jeg på min ny knallert afsted fra mit barndoms Helvede, og da jeg kørte op ad den lille grusvej, der førte ned til mit barndomshjem lovede jeg mig selv, at jeg aldrig aldrig mere ville tage hjem for at blive og bo der og hjælpe til med at passe landbruget. Dette løfte har jeg holdt.

Jeg kom til en ny verden, en verden på en gård oppe ved Gilleleje, hvor der boede en familie med fire dejlige børn. Gode og rare og dejlige mennesker var de. Det var næsten ikke til at fatte, men der fandtes altså sådanne mennesker, der altid var glade og snakkesalige og smilende, og fire dejlige børn havde de. Det blev til halvandet år for mig i dette "Himmerige".

Jeg behøvede ikke at være angst mere, men var det alligevel. Angst for mange andre ting. Angst for at sige noget, angst for ikke at gøre alting godt nok. Angst for at komme til at gøre noget helt forkert. Jooh, angsten havde sit faste greb i mig. Det skulle vise sig, at den var vanskelig at få bugt med, denne forbandede angst.

Det meste af min barndom havde vi levet isoleret, fordi min far ikke turde besøge nogen eller fordi han hadede næsten alle i familien, og vi havde endda en meget stor familie. Men vi havde ingen venner, ingen omgangskreds.

Det viste sig nu, hvor angst jeg var, når jeg skulle ud blandt andre mennesker. Der kom en aften, mens vi sad og spiste, en ung mand på gården og inviterede mig med til KFUM- og KFUK møder. Jeg tog med, jeg ville gerne ud og møde andre unge, men det kostede angst og angstens sved. Når vi til disse ungdomsmøder skulle bede var der dyb tavshed, og denne tavshed gjorde mig frygtelig angst. Min strube snørede sig sammen, jeg skulle foretage synkebevægelser hele tiden, og sveden sprang frem på min pande. Det var for mig meget pinligt. Jeg sagde aldrig noget ved disse møder, turde ikke sige noget. Jeg sang heller aldrig med på nogle af sangene, det turde jeg for alt i verden slet ikke. Jeg kunne jo nok ikke synge, måske nogle ville le ad mig, hvis jeg forsøgte.

En stærk vilje eller hvad det nu måtte være, drev mig videre ud i livet. Jeg måtte afsted til noget andet, noget andet end dette "bondeknolderi", som ingen regnede for noget, jeg ville regnes for noget, jeg skulle nok vise dem, at jeg kunne noget mere, skulle jeg.

Som 17-årig kom jeg på Haslev Højskole, en Indre Missionsk højskole, jeg var endnu ikke nået længere, det var ikke så let og ligetil for mig at rive mig løs af de snærende bånd. Og trods alt havde jeg endnu min barnetro i behold. ( Mange beholder deres barnetro hele livet ). På højskolen var jeg tvunget til at være sammen med mange mennesker næsten hele døgnet. Det var en meget svær tid for mig, men jeg måtte, jeg ville igennem den, trods nederlag på nederlag. Jeg bildte mig vidst ind, at jeg nok kunne vokse mig fri af angsten. Jeg vidste jo ikke så meget om metoder eller medicin, som kunne frigøre mig for angsten, dengang.

Da jeg den første aften sad i dagligstuen og drak kaffe med andre af eleverne, besluttede jeg mig for ikke mere at bruge sukker og fløde i kaffen, thi således blev jeg fri for at skulle bede andre om at give mig dette, og dermed blev jeg fri for én angstprovokerende handling.

Jeg havde tilmeldt mig et hold, hvor man bl.a. havde matematik og engelsk, endelig ikke et "bondeknoldhold", nej jeg vidste, at jeg ville noget andet med mit liv.                                                     Fra højskole til en skole, hvor der var et springbrædt, præliminæreksamen, til optagelse på studenterkursus.

Det blev Rønde Kursus, Djursland. Forstander Christiansen på Haslev Højskole kendte Rektor på Rønde Kursus. De snakkede sammen og resultatet blev, at jeg rejste direkte fra Haslev Højskole til Rønde Kursus i begyndelsen af April måned 1962, for der at tage en forberedelseseksamen, præliminæreksamen, en eksamen på linie med realeksamen.

En gammel kostskole med traditioner og med en tung "Indre Missionsk Ånd" hængende som en mørk  skygge over sig.

Det var forår og vi var alle unge, og vi ville alle videre i livet med en eksamen og måske engang blive til noget "stort". Ret hurtigt fik jeg nogle gode venner, der gav mig gode råd om dette og hint, og bøger hjalp disse venner mig med at købe af elever, der nu gik på studenterkursus. Det var spændende at gå på denne kostskole, for mig virkelig spændende, næsten for spændende. Jeg spiste aldrig morgenmad, det var jeg alt for nervøs til. Hver morgen havde jeg kvalme af nervøsitet og angst. Hvad mon dagen ville bringe af nederlag. Sejre kendte jeg ikke til, det var noget der var de andre forbeholdt. Trods angst og nederlag var det alligevel rart at gå på skolen, at høre de andres morsomheder, vittigheder, at gå en flok knægte op igennem byen og "skeje lidt ud". Lørdag havde vi kun få timer og søndag havde vi fri. Men der var meget der skulle læses og læres og på hverdage var der læsetider, hvor vi ikke måtte forlade skolen, ligeledes om aftenen i nogle timer.

Jeg var ung, kun et stort barn, men havde nysgerrighed og fremdrift i mig, håbet var i mig, jeg måtte kunne nå mit mål engang, det mål jeg havde sat mig inden jeg rejste på højskole.

Som et lyn blev jeg forelsket, måske kan man sige dødeligt forelsket. Det var hårdt, meget hårdt med min angst for pigen, med mine manglende talegaver, med mit manglende selvværd, med mit manglende "jagtinstinkt". Angsten og mit meget ringe selvværd gjorde, at jeg intet gjorde. Men inden i mig længtes jeg mod hende med en kraft så vældig, at den må ha´ kunnet flytte bjerge. Jeg led i stilhed, jeg græd i stilhed. 

Jeg måtte afsted til et andet sted. Her kunne jeg ikke længere blive. Med dyb sorg i sindet rejste jeg til en anden kostskole for der at tage min studentereksamen, som skulle føre mig til den etape i mit liv, hvor jeg forventede at tage min endelige eksamen, der skulle give mig adgang det arbejde i livet, som  jeg følte, måtte være det største og bedste der kunne tænkes.

På Høng Studenterkursus begyndte jeg i August måned 1963, jeg ville være matematisk student. Jeg ankom en varm sensommerdag til skolen, hvor jeg nu skulle tilbringe de næste to år af mit liv. Angsten var stadig en stor del af min hverdag, den gav mig utallige nederlag, men måske var jeg blevet en smule hærdet eller måske havde jeg vænnet mig til disse nederlag, jeg ved det ikke. Når jeg nu om to år blev student måtte denne forbandede angst da være forsvundet. Jeg måtte have fået så  meget selvværd og selvtillid, at den for altid måtte have forladt mig.

Det blev to år, hvor megen lærdom blev banket ind i mit hoved. Jeg fik vel mere selvtillid, men angsten levede stadig sit eget liv i mig.

Mange gode lærere havde vi på skolen. Navnlig vores historielærer var en mand jeg yndede. En lille rund lidt kraftig gråhåret halvskaldet mand, altid med et smil på læben og en munter bemærkning. Hans stemme var gennemtrængende og han vidste hvad han talte om, var aldrig usikker på noget. I faget historie lærte vi også om forskellige religioner. Her var det, i hans timer var det, at det gik op for mig, at mennesket havde skabt Gud, og ikke omvendt. Med sit lune og muntre smil latterliggjorde han Indre Mission og dens intolerante tilhængere. Jeg tog hvert ord til mig, og min indre verden forandredes fuldstændig i forholdet til Gud og religioner og religiøse bevægelser. Jeg så hvor snæversynet dette lille univers var. Jeg lænede mig til videnskaberne, der søgte at finde sandhederne i alt hvad der forskedes i. Sandhederne, realiteterne, dem ville jeg fremover søge efter. Fysikken, astronomien, matematikken var sande lære. De humanistiske fag holdt jeg måske endnu mere af, de appellerede i nogle tilfælde til fantasien, i andre tilfælde til realiteter, og det blev realiteterne jeg nu søgte efter.

Det var således, at også på denne skole holdt man en form for morgenandagt i spisesalen, skolens største lokale. I begyndelsen var jeg med ved disse morgenandagter, jeg turde ikke andet. Da det efterhånden gik op for mig, at jeg ikke troede på nogen Gud, hvilket formål skulle det da tjene, at jeg var med til morgenandagterne? Vores fysiklærer var en dygtig mand, men kunne til tider blive meget hidsig og højtråbende. En dag umiddelbart efter morgenandagten, kom han ud til os, der befandt os i dagligstuen eller forhallen og "skældte os hæder og ære fra", bandede og svovlede over os ugudelige mennesker. Der stod jeg iskold, og lod alle hans ukvemsord glide af mig, thi jeg vidste bedre. En stille sejr.

Dagene, ugerne, tiden gik sin gang. Det var forår 1965, det var for os eksamenslæsning, eksamensspænding. Nu var det os, der skulle springe ud som nybagte studenter, os der havde fulgtes i to år på dette trin i livet. Livet var nok dengang uendeligt for os at se. Vi var spændte. Når eksamen var overstået, skulle vi hver især videre ud til det, vi havde bestemt os for at uddanne os til.

Det var en meget spændende tid med glæder og sorger, med gode karakterer, med mindre gode. Det var tid til at fejre, det var tid til at feste, og der blev festet. Det var en tid til afsked, farvel alle I kære venner og veninder, men vi ses igen, måske snart igen.  Eller måske ses vi aldrig mere, men det turde ingen af os tænke eller sige.

Ingen andre steder havde jeg at tage hen, end hjem til mine forældre. Mor havde dækket til kaffe i "den nye stue". Hun havde pyntet med to små flag, to små meget gamle og meget små flag, men det var tanken bag. Han var ikke inde i stuen da jeg kom. Jeg satte mig stille ved bordet. Pludselig dukkede han op i døren, hans blik var ondskabsfuldt, han begyndte med sin evige udgydelse af had til og ondskabsfuldheder over mor og hendes familie. Dette var dog Satans!! Men jeg mærkede på mig selv, at trods min viden, trods min erkendelse, trods min sejr ved at have fået eksamen, trods min vrede mod ham, da kunne jeg intet stille op mod dette vanvittige syge menneske. Jeg turde ikke sige meget, men taklede det dog anderledes, end da jeg var barn.

Jeg måtte hurtigst muligt til København, hvor en kusine  allerede havde fundet et værelse til mig. Væk, bort, bort fra dette Helvede, men stakkels mor. Min bror nåede jeg ikke at besøge, han var indlagt på Sindssygehospitalet, som det dengang hed, i Nykøbing Sjælland.                  Ondt, tarveligt, sjælssmadrende var alt dette.

Jeg må lige her nævne, at et par år senere, hvor jeg kom til mit hjem, begyndte han igen at skælde på sin djævelske måde. Min bror og søster var da også hjemme. Da blev det for meget for mig og jeg gik fuldstændig amok, skældte og forbandede ham langt væk. Som han i årevis havde skældt ud og forbandet andre og smadret sine børns sjæle, nu fik han selv af samme skuffe. Da blev han tavs, da opdagede han, at jeg nu var den stærke og han den svage. Efter den tid, når jeg kom i hjemmet, var der ingen problemer med ham, mens jeg var til stede, han vidste vel hvad der ventede ham, hvis han begyndte, han var nok bange. En sejr.

                                                              - - - - - - - - - - - - -                                          

Så kom jeg da til min i fantasien så elskede Stad København. Meget længe havde jeg længtes efter den dag, hvor jeg kunne indtage Staden og af dens menneskemylder blive hvirvlet omkring , blive omtumlet af beruselse og glæde. Nu var jeg her og jeg var "lykkelig", som nu en neurotiker kan være lykkelig.

Jeg fandt hurtigt et arbejde, jeg måtte jo tjene penge til livets ophold og helst også lægge lidt til side inden jeg begyndte på lægestudiet til September. Det blev et arbejde i et stort gammelt pakhus ved Nordre Toldbod, hvor jeg skulle pakke cigaretter i mængder, som derefter skulle fortoldes og sendes ud til detailhandelen. Timelønnen var 7kr. og 60 øre i timen. Jeg skulle følge disse forsendelser til følgepapirerne var udfyldte og godkendte, og varerne således  var kommet gennem tolden. Nede på kontorerne sad der mange unge smukke piger og udfyldte og godkendte toldpapirerne. De sad der unge og sommerklædte,  nedringede i deres sommerbluser, og mens de udfyldte papirerne lænede de sig fremover, og man skulle vel være et skarn om man ikke kiggede.

Der var en for mig vidunderlig pulseren i denne store by, og når jeg cyklede til arbejde om morgenen frydede jeg mig over denne storbyens puls. Jeg boede på Amager og måtte hver morgen ind over Knippels bro. Ofte var broen oppe om morgenen, og jeg husker at jeg undredes, når jeg så hele vejbanen med fortov, cykelsti og gelænder bevæge sig langsomt op til næsten lodret stilling. Det var et flot storartet ingeniørarbejde forekom det mig.

Om aftenen gik turen samme vej i modsat retning. Jeg havde fundet et lille billigt spisested ved Christmas Møllers Plads, tæt ved hvor jeg boede. Der gik jeg hen og fik aftensmaden, to retter mad. Alt var så rent og pænt her. Ved skranken stod en ung smuk pige og skænkede mad op. Når der var pause i hendes arbejde stod hun blot og smilede ud i rummet med et stille smil, som tænkte hun ideligen på sin elskede.

Det var sensommer og jeg skulle med forventningens spænding begynde på Universitetet. Dagen var nu oprundet, hvor vi nye studenter skulle immatrikuleres. Jeg gik iført mit pæneste tøj og med studenterhuen på hen mod linie 5´s holdeplads. Mange andre studenter stod der allerede. Linie 5 kørte lige ind forbi Universitetet ved Frue Plads. I sporvognen stod vi så der os studenter og blev betragtet af mange blikke, måske misundelige blikke, måske overbærende blikke, måske af vemodige blikke fra et menneske, der for mange år siden havde oplevet den samme spænding og forventning i kroppen, som vi nu gjorde, og som havde levet og oplevet før os, og som nu levede i alderdommens time.

Det blev Frue Plads og vi stod af sporvognen. Vi gik op ad den lange høje trappe ved hovedindgangen. Over indgangsdøren stod der: " Coelestum adspicit lucem", ( skuer mod det himmelske lys ). Ja, jeg håbede på lys forude, at jeg kunne gennemføre det studium, som jeg i så mange år havde arbejdet på og ventet på.

Vi samledes i festsalen og Rektor holdt en tale til os nye studenter, som det sig hør og bør. Studentersangerne stod højt oppe under det smukke loft i festsalen og efter Rektors tale stemte de pludseligt i med at synge: "Hellige flamme", meget smukt og højtideligt. Rektor trykkede os alle i hånden og vi var nu indskrevet hver især til det studium vi havde valgt, og som vi vel alle håbede og troede på måtte lykkes for os.

Hverdagen begyndte med eksaminatorier, forelæsninger og laboratorieøvelser, det var så overvældende alt sammen, så nyt så stort. Alt foregik i det relativt nye H.C. Ørsteds Institut ude på Nørre Allé, undtagen undervisningen i latin, som foregik på Blegdamsvejen. Jeg husker under en eksaminatorietime i organisk kemi, på Nørre Allé. En ung pige satte sig ved siden af mig. Min strube snørede sig sammen og mine synkebevægelser blev hyppige og krampagtige, hun måtte kunne høre det, det var angsten, spændingen, det var længselen efter en pige, det var angsten for kvinden, der nu blandede sig i koncentrationen om den organiske kemi. Hvis jeg var blevet kaldt ned ved tavlen og var blevet bedt om at løse en organisk kemisk opgave, havde jeg intet kunnet sige eller gøre. Min hjerne var lammet, lammet af overvældende følelser, af  fremmede menneskers nærhed omkring mig, som jeg var sikker på alle vidste mere end jeg og var psykisk ligevægtige. Det var kun mig der led alskens kvaler i mit sind, troede jeg. Jeg var så flov over mig selv, følte at jeg var uduelig, ubrugelig.

I pauserne sad mange studerende og snakkede ved bordene i kantinen, det så ud som om de kendte hinanden alle sammen. Jeg sad eller stod for mig selv og betragtede det hele. Jeg tænkte, du kommer aldrig ind i den flok og bliver en af dem, du er forvist til ensomheden, til kun at være betragteren. Jeg følte mig mærkelig og anderledes, angsten, sveden, struben der snørede sig sammen, kvalmen. Min stærke længsel mod en kvinde og den samtidige angst for hende.

                                            - - Alt dette bukkede jeg til sidst under for - -

Når jeg cyklede hjem fra Nørre Allé, følte jeg mig mere og mere alene, mere og mere følte jeg, at dette sted var og ville altid være fremmed for mig. Mer eller mindre bevidst lå det i mine tanker, at jeg kom fra det laveste sted i samfundet, og her blandt mange akademikerbørn hørte jeg nok ikke hjemme. Dette at jeg så stærkt følte, at jeg ikke duede, ikke kunne klare mig her, gjorde mig meget ulykkelig. En klump sad i min hals, som jeg her cyklede ud mod Amager, jeg var så ulykkelig, så alene, jeg græd, jeg græd sorgens gråd ud mens jeg cyklede. Måske var jeg, når jeg nu tænker efter på randen af et nervesammenbrud. Men, jeg måtte selv klare det. Om aftenen sad jeg på mit værelse og læste, læste i en lille lyrik jeg havde købt, læste mig dybere ind i depressionen. Det øsregnede udenfor, jeg tog en let regnfrakke på og gik ud i regnen. Det var en mild regn, jeg gik og gik, ned ad gader og stræder. Regnen løb ned af nakken på mig og mine sko sejlede, men jeg gik og gik.

Jeg havde fået en indkaldelse til militærtjeneste og måtte tage en beslutning. Skulle jeg droppe medicinstudiet og aftjene min værnepligt? Jeg kunne i første omgang sige til mig selv, at jeg blot holdt en pause, jeg skulle alligevel på et tidspunkt have aftjent min værnepligt, så hvorfor ikke gøre det nu.

Jeg besluttede mig for det og forlod for en stund min elskede Stad. Oppe på Telegrafkasernen i Høvelte i Nordsjælland skulle jeg nu tilbringe de næste 14 måneder. Det blev en rimelig god tid for mig, en tid, hvor jeg kunne reflektere over mit liv og tilværelsen som sådan. Jeg fik venner, jeg fik oplevelser, jeg fik gratis kost og logi, jeg fik lommepenge, ca. 42 kr. om ugen, jeg havde ikke noget voldsomt psykisk pres over mig, jeg kunne for det meste "slappe af".

Efter aftjent værnepligt begyndte jeg påny at læse. Denne gang følte jeg, at jeg måtte vide noget mere om min psyke og begyndte at læse psykologi og filosofi. Interessante studier, der optog mig meget. Desværre læste jeg mere hjemme på mit lille værelse end jeg mødte op til undervisningen. Dog husker jeg, at jeg mødte til gruppedynamisk arbejde i et lokale i Købmagergade i begyndelsen af studiet. En af øvelserne gik ud på, at vi i en gruppe skulle vælge en leder for gruppen, som så skulle fortælle de andre i gruppen, hvad de skulle foretage sig for at løse en bestemt opgave. Jeg blev valgt som gruppens leder. Angst var jeg i forvejen blot ved at være sammen med disse ukendte unge, men nu øgedes angstspændingerne i mig voldsomt og jeg begyndte at rødme og svede. Min hjerne blokeredes, thi nu vendte alle blikket mod mig og jeg var den, der skulle præstere noget i gruppen, mens de andre skulle udføre mine ordrer. Min hjerne blokeredes, jeg kunne ikke tænke en eneste logisk tanke, sveden dryppede fra min angstfyldte pande, og jeg kunne ønske mig langt ned i et musehul.

Derhjemme var jeg begyndt at læse nogle bøger af Psykoanalytikeren Karen Horney. Jeg slugte disse bøger, der alle sammen handlede om mig og min sygdom. Hvad hun i sine bøger beskrev om indre konflikter, neuroser og selviagttagelse passede alt sammen på mig. Jeg havde nu fundet en mængde oplysninger om min sygdom, og jeg kunne nu for første gang stille min egen diagnose. Det var en lettelse for mig, men jeg havde ikke lært at bruge denne ny viden til noget som helst, og den gang var der nok heller ikke meget en læge kunne gøre for at hjælpe mig. Man gik heller ikke til læge, hvis man ikke var meget meget syg, det var hvad der stod skrevet inde i hovedet på mig, og man gik da slet ikke til læge, hvis man mente at fejle noget, der havde med sindet at gøre, uden man ligefrem var "lammet" at sygdommen. Nej-j, en læge var ikke en man sådan bare konsulterede.

Også psykologistudiet måtte jeg droppe, men tog dog Filosofikum efter et år. Et senere påbegyndt studium på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole måtte jeg også droppe.

                                                   - - -   en epoke er slut  - - -

I løbet af studietiden havde jeg fået et arbejde, så at sige med flextid. Det var et arbejde på et maskinværksted, hvor jeg kunne komme og gå, som jeg selv ønskede det, meget flot på den tid. Da jeg afbrød mine studier kunne jeg nu arbejde fuldtids på samme arbejdsplads. Dette arbejdssted blev således en fast "holdeplads" for mig i mange år fremover. Dog, også på denne arbejdsplads havde jeg det vanskeligt med min angst og mine fobier. Min angst for autoriteter var udpræget, min angst for at rødme og svede var stadig meget tilstede. På et tidspunkt i denne periode købte jeg en højfjeldssol, som jeg brugte til at "solskolde" mig selv i ansigtet med hver morgen, idet jeg derved altid var rød i hovedet og dermed mente at kunne skjule, hvis jeg rødmede.

Jeg fik, 29 år gammel, min egen lejlighed, hvilket jeg var utrolig glad for. Her kunne jeg låse min dør og sige: Her bor jeg, dette er min lejlighed, dette lille område på ca. 45 m² er mit område. Her var jeg uden angst, når jeg var alene, og det var jeg for det meste. I min fritid, i week-end´erne, begyndte jeg at drikke mere og mere, jeg havde jo for længst opdaget at alkohol dæmper angsten. Jeg blev dog aldrig dranker derved, og jeg kunne altid selv tage bussen hjem fra byen om aftenen, thi jeg formåede altid at stoppe med at drikke, inden jeg skulle køres eller bæres hjem.

Jeg måtte finde en sød pige. Jeg havde alt, syntes jeg, blot ikke en pige at dele det hele med. Fritiden brugte jeg altid til at gå på museer eller betragte livet eller læse, men aldrig gik jeg hjemmefra, uden at jeg var lettere beruset. Jeg skrev også meget, som regel inden jeg tog i byen, som betragteren til livet.

Naturligvis fandt jeg ikke en pige i min berusede tilstand, ingen sød pige gad nok se til den side hvor jeg gik, når jeg stank af spiritus og havde et meget lidende udtryk i ansigtet. Ofte sad jeg til sent om aftenen på de små værtshuse inde i byen og betragtede og beundrede og misundte.

Endelig mødte jeg en pige, der senere blev min forlovede og endelig min lille kone. Ikke i meget beruset tilstand mødte jeg hende, dog havde jeg drukket lidt. Jeg var meget nervøs og angst, men vi gik i Tivoli sammen den første aften vi mødtes, vi spiste  og drak og morede os, og  vi mødtes igen få dage senere.

Min lille kone og jeg har nu snart været gift i 25 år, og vi har to dejlige børn på 17- og 20 år. Dette kunne virke som den rene idyl, men min angst fulgte mig, selvom jeg fandt en sød pige, selvom jeg fik verdens dejligste børn. Angsten ville ikke slippe sit tag i mig, den holdt fast i mig med sit jerngreb.

Mit arbejde blev mere og mere ansvarsfuldt, og jeg var og er perfektionist. Jeg ville ikke og måtte heller ikke lave fejl i mit arbejde, jeg ville være fejlfri. Det kan intet menneske være, og det kræver enorme energiressourcer at forsøge på det hver eneste dag. Også min kone havde fuldtidsjob og vi havde to små børn. Der var altså meget arbejde hver dag samt i week-end´erne. Også i hjemmet skulle alt være perfekt, dog havde jeg måttet give slip på noget af min perfektionisme, idet jeg dog havde måttet indse, at små børn ikke er de fødte perfektionister og at man ej heller skal forsøge at gøre dem til det.

Vi bli´r jo ældre med årene, dette gjaldt også mig. Jeg cyklede til og fra arbejde hele året i mange år. Jeg var meget træt i min fritid, og det måtte gå ud over min kone og mine børn. Jeg var blevet stresset på mit arbejde, det havde jeg længe erkendt. En morgen, kort efter at jeg var mødt på arbejde fik jeg voldsomme smerter i brystregionen. Jeg forsøgte at skjule det, men måtte nævne det for nogen, og en god kollega kørte mig til skadestuen på Hvidovre Hospital. Der blev jeg checket, men man fandt ikke noget måleligt som var i uorden, og jeg blev sendt hjem og hvilede så ud et par dage.

Efterhånden fik jeg det sådan, at jeg hver dag efter endt arbejde, når jeg cyklede hjem, tænkte på om jeg nu også nåede levende hjem, så forfærdeligt havde jeg det. Ofte sad gråden i halsen på mig, når jeg tænkte på de uretfærdigheder jeg havde været udsat for i løbet af dagen. Dette kunne ikke fortsætte. En aften hvor jeg cyklede hjem besluttede jeg, at nu ville jeg tage til læge og bede om en henvisning til en Psykiater. Denne henvisning fik jeg også straks af min læge.

Hos psykiateren brød jeg fuldstændig sammen. Al den angst som altid havde fulgt mig, al den uretfærdighed som jeg syntes var kommet mig til del i livet, skulle jeg pludselig fortælle om til et menneske jeg ikke kendte. For meget havde man budt mig, og for meget havde jeg budt mig selv i for lang tid.

Til psykiateren fortalte jeg om mine symptomer, og om hvad jeg mente jeg fejlede. Du har stillet din egen diagnose sagde hun til mig. Ja, det havde jeg jo gjort allerede dengang jeg læste psykologi, men først nu havde jeg opsøgt en psykiater, nu hvor presset var blevet så stort, at jeg ikke følte, at jeg selv kunne bære det mere.

Psykiateren udskrev noget medicin til mig. Det havde nok nogle bivirkninger, men de ville forsvinde, når der var gået et stykke tid. Jeg spiste pillerne som efter aftale. Jeg kunne ikke klare at tage disse piller hver dag, bivirkningerne var for voldsomme. Jeg fik nogle andre piller, dem måtte jeg også droppe efter et stykke tid.

En dag sagde psykiateren til mig: "Der er kommet nogle nye piller, de er endnu ikke kommet i handelen, men du kan godt få dem af mig." Det foreløbige navn var "PAROXETIN". Jeg prøvede disse nye piller, der endnu ikke var kommet på markedet. I begyndelsen var der også bivirkninger ved dem, men jeg tænkte at jeg måtte prøve at holde ud i ca. den måned det varede, inden den fulde virkning af pillerne var opnået. Disse piller, denne medicin "smagte" mig. Jeg fik det gradvist bedre, jeg fik det meget bedre. I dag sælges disse piller under navnet "SEROXAT", og jeg har nu haft glæde af dem i ca. 11 år.

Dette var en lise for både min familie og mig. Så mange år i angstens Helvede og nu, nu var angsten næsten borte, kun næsten, for jeg skulle også til at arbejde med mig selv. Jeg kunne nu begynde at snakke med mennesker, der boede i ejendommen, men skulle i begyndelsen overvinde mig selv, det havde jeg aldrig turdet før. Jeg klarede mit arbejde bedre. Min kone og mine børn fik jeg mere overskud til. Dette var noget af et vidundermiddel for mig. Jeg var taknemmelig og glad.

I et år er jeg nu kommet i en Selvhjælpsgruppe i Angstforeningen her i København, og det har været en yderligere stor hjælp for mig. I denne gruppe, blandt mennesker, der har angst som jeg selv, kan jeg lære at udfolde mig. Her er der ingen der dømmer mig, fordi jeg måtte rødme eller fordi jeg måske kan have  vanskeligt ved at finde ord, når jeg vil sige noget. Her skal jeg ikke sige noget, hvis jeg ikke synes, jeg har noget at sige, nej, her må jeg sige alt hvad jeg vil, om min angst eller hvad det nu måtte være. Her er jeg blandt "ligestillede", vi lider alle af socialfobi i denne gruppe. Det gør mig tryg og mere fri. Det er ikke kun mig der har et angstproblem her eller for den sags skyld derude i hverdagen.

                                             - - - - - - - - - - - - - - - - - - -                            

Således, ved anvendelse af den rigtige medicin og ved at "arbejde" i en Selvhjælpsgruppe og give mig selv udfordringer der, udfordringer der ofte er tilskyndet af andre i gruppen, udfordringer der er angstprovokerende, således er jeg blevet hjulpet til at være et menneske næsten uden angst. 

                                                                                                                          Boye LarsenRedigeret d: 28-07-2007

Startside  Har jeg angst   Angst og depression  HSP  Historier  Kommunikation  Andre steder  Diverse   indhold   Forum