|
| |
Jeg er
opvokset i en typisk dansk øvre-middelklasse familie. Ældst af to børn og i de
yngre år meget tilknyttet min mor, der efter konfirmationsalderen udviklede et
alkoholmisbrug der selvsagt giver mange skuffelser. I teenage årene opbyggede
jeg et stærkt ego og en enorm selvstændighed, der sammen med en udadvendthed og
de naturlige lederegenskaber har givet mig mange gode sociale og arbejdsmæssige
oplevelser. Til jeg var 29 har mit liv været ligetil og let, uden store
forpligtelser eller bånd, jeg har altid været anset som en stærk og afklaret
person, der kunne opnå hvad jeg ville hvis hvis bare det interesserede mig, og
alle der stod i vejen for mine drømme og mål blev enten fejet af banen eller
tilbudt at følge trop. Jeg har aldrig oplevet at tvinge mig selv til at kunne
lide nogle situationer, ting eller personer hvis det/de ikke havde nogen
betydning for mig. Jeg har altid kunne sige fra, og jeg har oftest gjort det
åbentlyst, det har selvsagt kostet mig en del skrammer, men folk ved hvor de har
mig. At handle imod normen/impulsivt har nok også været et godt karakteristika
for min person, ide, planlægning og handling...mange gange i et perspektiv der
ved første øjekast kan virke vandvittigt, men somregl med et udfald der giver et
godt grin og en god fornemmelse i maven. På spørgsmålet: om jeg til tider har
bevæget mig på kanten til hvad der er acceptabel i vores samfund? Er svaret JA,
men jeg er ikke død af det og jeg fortryder intet....Jeg har aldrig været bange
for noget, det kan lyde som en floskel, men jeg mener det virkeligt, jeg har
udfordret skæbnen mange gange, jeg har da også fået nogle lærestreger, men det
har aldrig afskrækket mig fra at leve et liv med alsidigt indhold.
Som 30 årig køber min kæreste og jeg vores første hus og hurtigt efter bliver vi
gift, efter et forhold på 7 år...bryllupet og tankerne omkring det påvirkede mig
meget følelsesmæssigt, det satte ubevidst spørgsmålstegn ved mit hidtidige liv.
En aften før vi blev gift hvor jeg var alene hjemme, jeg havde tømmermænd og var
ikke helt på toppen, Jeg sad i sofaen og så meningsløst fjernsyn og pludselig
SLAM - Så kom anfaldet, først begyndte mine tanker at lobe løbsk, jeg begyndte
at svede, min puls steg til ca. 120 og jeg blev uforklarligt meget bange. Min
hjerne arbejdede på højtryk for at finde logik I dette virvar af tanker, men der
var intet lys, det blev gradvist værre og værre, jeg lyver ikke hvis jeg siger
at jeg så direkte ind I djævlens hjerte, det værste der kunne ske var at jeg
ville dø, men denne frygt var mere end døden, det var essensen af alt det
dårlige der findes I universet…Jeg forstår godt dem der tager en religiøs
indgangsvinkel til sådanne oplevelser, og for dem hvor det fortsætter så slemt
som denne aften…er døden nok et rigtigt godt valg.
Anfaldet varede I ca. 2 timer og jeg ringede efter råd fra vagtlægen efter en
ambulance. Det var den værste oplevelse jeg havde haft og jeg havde forberedt
mig på at dø, sikket af et hjertestop, hvilket jeg idag kan se er lige voldsomt
nok. Efter et par undersøgelser på hospitalet kom jeg hjem og var faldet til ro.
Dagene herefter var der kun en underlig fornemmelse der hurtigt forsvandt.
Ugerne herefter begynder symptomer som: svimmelhed, uvirklighedsfølelse,
synkeproblemer og træthed. Jeg prøver at få kontrol over min krop og stopper med
at ryge. Efter 7 uger røgfri og med en jævnlig fornemmelse af tabt livskvalitet
sker følgende efter en festlig aften.
Jeg vågnede en søndag morgen meget nedtrykt, ingen appetit og uforklarlig ked af
det...
Jeg blev bange, da jeg aldrig har haft det så skidt før, men det blev værre, jeg
kunne ikke sove og mine tanker fløj rundt hele natten, jeg svedte og rystede og
var bange for at miste forstanden. Lidt af den tur jeg havde haft ca. 5 md.
forinden. Jeg var røget i et sort hul hvor intet lys kunne slippe ind....Idag
ved jeg at det jeg havde oplevet var en dyb angst....angst for at miste
kontrollen, angst for ikke at være mig selv...en generel angst der er svær at
forklare....med denne angst hørte ca. 5 dages dyb depression hvor jeg bare sad i
sofaen med en dyne op om ørene....Pis, her var der virkeligt åbnet til Pandoras
box, og jeg sad krøllet sammen på bunden…et sted jeg modvilligt var havnet uden
en synlig grund og mulighed for at komme op, bare det at gå de 10 trin ned på
toilettet var en sej kamp hvor alle kræfter mentalt som fysisk skulle bruges.Det
var unægteligt det værste jeg har oplevet i mit liv, alt det dårlige/grufulde
jeg før havde oplevet, føltes som en tur i tivoli i forhold til dette.
Jeg gik selvfølgelig til min læge, der uden videre tøven sagde at det var en
depression og at jeg nok skulle til en psykiater....det tog jeg imod da jeg
ville finde ud af hvad der var sket...imellemtiden fik jeg det godt igen, dog
med den frygtelige oplevelse i baghovedet...efter en samtale og en opfølgning
hos psykiateren blev vi enig om at det var et par enkeltstående krise
episoder.(imellem samtalen og opfølgningen havde jeg en "nedtur")
Men "nedturene" blev ved og for at undgå at blive fejldiagnoceret eller værre
endnu medicineret, søgte jeg på eget initiativ hjælp hos en psykolog.
Sådan en tur med angst og efterfølgende ca 5-10 dages depression, har jeg
oplevet ca. 5 gange over 4 md. ikke alle lige så slemme som den første gang, men
nok til at være helt i bund...Det tog mig ca. 4 md. bare at finde ud af hvad der
var galt....og så er jeg ikke engang sikker…Er det depressionen eller angsten
der er værst/styrende.
Min daværende Psykolog gav mig nogle kopier af Esben Hougaards "Angst og
Angstbehandling" og efter at have læst 20 sider steg mit humør enormt...Bare det
at få sat ord på, så der var noget at tage fat om, det var et stort skridt....Da
jeg læste om kognitiv terapi følte jeg straks at det var det, der kunne hjælpe
mig videre. Så for første gang i mit liv brugte jeg muligheden at skabe et
sikkerhedsnet af venner og familie, der ærligt og åbent blev informeret om
situationen.( Jeg har fra sep. til nov. haft ca. 8 timer hos 3 forskellige
psykologer. Uden mærkbar psykisk effekt/bedring, jeg tror ikke selv på at det
umidelbart er udløst af at have sidet skævt på potten som barn)
Jeg havde den sidste måned efter jeg fandt ud af hvad der var galt, ikke haft
nogle store nedture, men jeg havde gode og dårlige dage...det føltes som om at
jeg kun fungerede 75% og de sidste 25% gik til at holde depressionen,
spekulationerne og angsten fra døren....
Efter 6 uger uden "anfald" (op til jul) faldt mit humør pludselig en hel del,
fx: jeg brød spontant ud I gråd uden en bevidst grund, en meget underlig
fornemmelse jeg kun de sidste par md. har oplevet. Gråd har for mig været
ensbetydende med en reaktion på følelsesmæssig overvældelse, hvilket kun er sket
få gange I mit voksenliv. Når jeg ser tilbage kan jeg godt se at min kurve over
følelser altid har været meget jævn, aldrig nogen kæmpe glæde, såvel som stor
sorg, jeg har altid været forbandet god til at putte de overvældende ting I små
kasser så snart de dukkede op på min vej og det har været en egenskab jeg har
været meget glad for da den har sikret mig et “problemfrit” liv…Angsten har i
øverført betydning åbnet alle disse kasser på en gang….og det har sgu været en
skod oplevelse.
Spekulationer førte til at angsten huggede sin klo i mig...MEN jeg fik med
rationel tænkning (læs: bevidsthed om angstens cirkel) og til min store
selvtilfredsstillelse afværget en af de store depressions ture, der ellers har
næret min angst...Dette har resulteret i at jeg i dagene herefter har været oppe
på 95% af mit normale "jeg", dog med et par hurtige remindere om angsten.
De fleste gange min angst har taget fat, er det når mit humør har været i
bund...dagen efter intagelse af alkohol, efter ekstreme problemer på arbejde og
ved juletid.
(jeg har kun drukket alkohol en gang, ca. 10 genstande på 2 md. Hvilket har
indvirket på mit sociale velvære og livskvalitetsmæssigt lidt af en nedtur)
Jeg er af 4 forskellige behandler: læge, psykiater og to psykologer blevet
anbefalet at prøve SSRI produkter “lykkepiller”....men jeg mener ikke det er en
løsning for mig, jeg lever af min kreativitet og mine tanker og jeg har som det
menneske jeg er, ikke råd til at "gamble" med min hjerne. Ikke dermed sagt at
jeg er imod "lykkepiller" da de sikkert kan hjælpe folk med svære depressioner.
Om min angst er udløst af stress eller om det er noget andet, finder jeg nok
aldrig ud af, men jeg er ved at lære en masse nyt om mig selv, og hvis min angst
skal følge mig resten af livet....vil jeg leve med den, ikke under den...Med
denne beslutning, vil jeg gøre alt hvad der står i min magt for at vende skuden,
der ellers har sejlet på kolisionskurs de sidste 5 måneder.
Denne historie om mig selv har jeg skrevet i vinteren 2003...Idag har jeg
gennemgået et kognitivt forløb på Kognitiv Center i Århus (8 sessioner) og jeg
har det OK idag angsten er ikke helt væk men den smule der er idag kan jeg
sagtens leve med...kode ordet er KONTRAST et modstykke til den tilstand jeg har
været i og ikke mindst til min opfattelse af situationen.
Forresten startede jeg i april med "grønne lykkepiller" (Modigen) om det er dem
eller terapien der har hjulpet på mit humør ved jeg ikke men jeg vil gerne
tilskrive dem begge æren...jeg fortsætter sommeren over med pillerne og så
trapper jeg langsomt ud hvis altså alt er OK....Jeg har over flere md. skrevet
dagbog og det har hjulpet mig meget til fx at måle mine små fremgange.
Til alle jer der kæmper kampen...
Erkend og udfordre men aldrig giv op, accepter aldrig hvis du har det dårligt.
Jeg vil slutte af med at sige tak til Anne for en god og informativ side der
hjælper mange til at komme videre...
Bee
Redigeret d:
28-07-2007
|
