|
Annes historie:
Når jeg tænker nærmere over det har jeg har
angstsymptomer siden jeg var ikke ret gammel. Kan huske tilbage til da mine
forældre blev skilt og de viste sig kun når jeg var hos min far. Der følte jeg
mig så tryg og jeg lærte mig selv, på en eller anden måde, at forbinde angsten
med min far og tryghed med min mor, for så kunne jeg da i det mindste slappe af
halvdelen af tiden. De perioder hvor jeg har haft det værst har symptomerne dog
også vist sig når jeg har været hos min mor, men hun har altid været bedre til
at hjælpe med at dæmpe dem igen.
Mine angst symptomer viste sig da jeg var mindre som - bange for at kaste op og
bange for at noget frygteligt sku ske hvis jeg ik gjorde visse ting. Jeg talte
meget inden i hovedet, og havde visse ritualer der skulle udføres på en bestemt
måde. Symptomerne er kommet og gået med jævne mellemrum i løbet af årene, og jeg
ska stadig ik ku sige hva der har udløst dem. Kan huske en dag hvor jeg havde
det fint på vej hjem fra skole i de små klasser og pludselig kom jeg i tanke om
noget jeg havde frygtet førhen, som var frygten fortrængt og kom pludselig
tilsyne igen. Sådan, pludseligt er min angst somregel dukket op, hvilket gør at
jeg helst ik vil tænke for meget over tingene idag (men gør det nok alligevel).
Idag er symptomerne anderledes. Min tilstand forværredes sidste år, midt i min
gym tid, der var præget af stress og pres og forventninger, og symptomerne
ændrede sig ikk bare, men tog også til. Jeg følte jeg var ved at blive sindsyg
og bad min mor om at indlægge mig. Istedet blev jeg sendt til psykolog. Jeg gik
rundt med tanker om at mine øjne skulle falde ind i hovedet eller jeg kunne
sluge min tunge - billeder som psykologen hjalp mig til at forstå. Især var jeg
bange for mine egne tanker, som jeg følte ofte var ude af kontrol og løb
hurtigere og hurtigere rundt i mit hoved. En anden ubehagelig oplevelse kunne
være når mine tanker gik i slowmotion og jeg følte at alle mine bevægelse og alt
hva jeg tænkte gik dobbelt så langsomt som normalt - det er stadig en idé jeg ik
har fået opklaring på og derfor stadig frygter?!
Jeg havde under min dårlige perioder svært ved at sove og følte en konstant uro
i min krop. Min krop var også meget anspændt og til tider følte jeg det som om
det kun var min bevidsthed der eksisterede, imens min krop lige så stille
forsvandt. En tanke som nok stammer fra min dødsangst, som jeg også lider af i
høj grad. Det var ikke kun psykisk jeg havde det dårligt, men min tilstand viste
sig også fysisk hvor jeg i et halvt år døj meget med ekstreme mavekramper.
Jeg havde også svært ved at koncentrere mig i den periode og skolen blev derfor
forsømt en del - Det var som om min krop og sjæl var splittet og min bevidsthed
lukkede sig inde i sig selv så jeg ikke længere ku fungere i den ydre verden.
Jeg betragter mig selv som en sart sjæl og til den dag i dag gør "almindeligt"
sårende ting, som kærestesorger osv meget ondt på mig - det stikker dybt indeni
og jeg føler ikke nogen forstår eller kan dele mine tanker?!
Jeg har fået det bedre efter psykologhjælp og heldigvis uden piller, men en vis
angst er stadig tilbage og jeg kan stadig være urolig inden jeg ska i seng eller
vågne op om natten - bange. Min største frygt er pt at sku gå den store verden i
møde. Jeg forventes snart at stå op egne ben, men tør ikke rejse ud i verden
alene, da jeg har brug for støtte og tryghed til at håndtere min angst. Jeg har
lettere ved at være alene, men stoler i sidste ende nok stadig ikke på at jeg
kan klare mig selv, hvis jeg rejser for langt væk fra mit bagland. Tænker
stadig: "hva nu hvis jeg får det dårligt - og så kan jeg jo ik bare lige ta
hjem"
Redigeret d:
28-07-2007
| 
