|
Annes historie
Jeg er en pige på 15 år. Jeg lider af socialfobi.
Det udviklede sig for ca. et år siden.
Det hele startede med at jeg begyndte i en ny klasse.
Jeg har altid været meget genert, og en stille pige. Så det var svært for mig at
have kontakt med de andre.
Jeg begyndte at få angstanfald. Jeg rødmede let, svedte i hænderne, rystede og
havde ondt i maven.
Jeg begyndte at udeblive fra skolen. Først i et par dage ad gangen, senere flere
uger og til sidst holdte jeg helt op med at gå i skole.
Jeg fik en depression, og begyndte at tænke på selvmord.
Mine forældre kontaktede en psykolog, som jeg begyndte at gå hos. Det hjalp ikke
meget.
Så begyndte samtaler med mennesker fra Augustenborg ungdomspsykriatri. Jeg fik
"lykkepiller".
Senere blev jeg testet og fik stillet dianogsen socialangst.
Jeg fik det værre. Jeg var hjemme hele tiden. Jeg kom ikke ud længere. Det var
hårdt for min familie, at de skulle tage til familiesammenkomster og andet uden
mig. Jeg var flov over mig selv, og gemte mig væk på mit værelse hvis vi fik
gæster.
Mens jeg gik hjemme fik jeg større og større angst.
Jeg var til samtaler i augustenborg et par gange i måneden. Men det førte ingen
vegne.
En dag fandt jeg tilfældigvis noget om Århus fobiskole, på internettet. Mine
forældre kontaktede dem. Vi fik at vide at normalt deltog man i grupper med
andre socialfobikere, for at overvinde sin angst. Men der var ingen grupper i
min aldersklasse. Jeg startede med at snakke med en psykolog alene.
Så jeg begyndte med kognitiv behandling i Århus en gang om ugen.
Det var noget der hjalp mig! Jeg begyndte på små opgaver for at overvinde min
angst.
Jeg gemmer mig ikke længere når vi får gæster. Jeg begyndte i 9.klasse lige
efter sommerferien. Da havde jeg ikke været i skole i et halvt år.
Det er hårdt. Det er en kamp hverdag at stå op og tage i skole, og det er skam
heller ikke altid det lykkes. Men det er fremskridt. Mine klassekammerater er
informerede om min angst, og vil meget gerne hjælpe mig. Mine forældre
besluttede nemlig at være åbne over for alle om min sygdom, selvom jeg ikke var
meget for det i starten.
Jeg går stadig på fobiskolen i Århus en gang om ugen, og skal nok blive ved med
at gøre det i noget stykke tid endnu.
Når jeg tænker tilbage på det sidste år, ville jeg ønske at jeg havde vidst hvad
socialfobi var, og hvordan, og af hvem, man skulle have hjælp til at lære at
leve med den, af. Så ville angsten ikke have nået at blive så stor, og det ville
have været nemmere at overvinde den.
Jeg skrev dette for at hjælpe andre der lider af socialfobi, og for at fortælle
at de skal søge hjælp. Kognitiv behandling er den rigtige behandlingsform.
Selvom det er hårdt, så hjælper det. Hvis man vil kæmpe imod angsten, så kan
man.
Hvis jeg ikke var begyndt på det, sad jeg stadig på mit værelse og gemte mig.
Redigeret d:
28-07-2007
|