Velkommen til annes-angstside.dk

Alle indlæggene er skrevet de første par måneder af året 2001

Kære alle Jeg kunne godt tænke mig om der kunne arrangeres en chat omkring angst. Jeg lider selv af generaliseret angst, og kunne godt tænke mig at snakke med ligesindede. Jeg har ingen at snakke med, og jeg mangler redskaber til at komme videre. Der kan også svares her på mit indlæg. Jeg har lige siden jeg kan huske blevet grebet af angst når jeg skulle noget usædvanligt. (rejse, på besøg, henvende mig til fremmede, bede om hjælp osv.) Som barn kunne jeg til dels beroliges af mine forældre. Da jeg så blev voksen (flyttede hjemmefra), var jeg af den overbevisning at jeg voksede fra det. At det var noget der hørte en barndom til. Jeg har aldrig ladet mig tyrannisere af min angst. Jeg har da både rejst været på besøg, på kurser og andre angstfremkaldende ting. Jeg tog det meget rationelt. Jeg forventede ikke jeg fik angsten, men alligevel kom det voldsom hver gang. Det kom som et lyn der slog ned i mig. Jeg begyndte at ryste og på en og samme gang var jeg iskold og svedte. Jeg fik voldsom kvalme og flugttrang. Det kom altid om aftenen efter middagsmaden dagen før jeg skulle noget. Det kunne også i gode tider komme snigende, på den måde at jeg havde det fint om dagen men sov max 2 timer om natten flere nætter før jeg skulle noget, så jeg var totalt udmattet af søvn mangel til sidst. Jeg har stået og skulle med toget hvor jeg måtte gå ud og hjem igen. Jeg har haft det elendigt også når jeg var i det jeg var angst for. Jeg havde meget ondt i maven og kvalme, helt stivnet i kroppen, kunne ikke tænke en fornuftig tanke, ud over at ingen måtte opdage det. Jeg har hele tiden tænkt at når jeg ikke tog det alvorligt måtte jeg da for .... opdage at der ikke var noget at være nervøs over. Jeg gik så helt i sort for nogle år siden. Jeg gik til min læge og hun stillede diagnosen Let til Middelsvær depression og generaliseret angst. Nu er jeg så nået så langt at jeg er helt bevidst ved min depression selv, og ikke bange for den. Jeg kan selv være bevidst nok ved den, til at den er min ven, en del af mig. Jeg kommer så til den konklusion at jeg ikke stoler på jeg selv kan gøre noget ved min angst, det ligger en alt for dybt nede til. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op nu. Jeg har ikke penge til at opsøge psykolog eller andre professionelle. Jeg tænker at der skal sættes ind omkring holdningsændring. At jeg finder en reel tro på at det kan lykkes, at jeg magter det. Jeg mener selv at det må være noget med at jeg har en eller anden form for social præstations angst. Det ved jeg ikke om der er noget der hedder. Jeg kan sagtens holde foredrag og være mødeleder for så mange det skal være, så hvis jeg er forberedt fagligt, er jeg ikke spor nervøs eller angst. Det er helt klart når det er noget nyt, noget hvor jeg skal rejse ud over min egen by og når jeg skal sove fremmede steder og når jeg skal besøge andre. det er alt sammen af privat karakter. Det er temmelig invaliderende, fordi jeg de sidste 2 år ikke har besøgt min familie, jeg har meget stor skyldfølelse overfor min familie, og er selv fortvivlet over at jeg har lyst men er fanget i min angst. Grunden til det er så svært nu, er at jeg har fået en bevidsthed ved at jeg har en eller flere fobier, og at det ikke bare går over hvis jeg handler rationelt. Jeg håber meget på svar. Med venlig hilsen

Hej Anne Åh, gud hvor kan jeg forstå hvor dårligt du har det, men for mig lyder det ligesom om at der er nogle der har proppet ind i dit hoved at du skal være i og åh og noget så rationel, jeg har skrevet et indlæg som jeg håber bliver offentliggjort, og der har jeg bl.a fortalt om hvordan jeg faktisk har været utrolig åben omkring dette for mig store problem, for pokker det er da ikke din ven lad dog den forbandede angst komme til dig, og når den er allerværst, skal du ikke prøve at vifte "den" væk, lad den dog komme, den kan ikke nå dig rent fysisk, men kun psysisk, det jeg siger ved jeg virkelig godt er utrolig svært, det er lettere blot at skrive det, men helt ærligt Anne, skal den forbandede Angst virkelig forpeste dit liv, fortæl din familie, venner og hvem der gider høre om det, at ind i mellem har du fandme brug for at være dig selv, for du kæmper en svær kamp indvendig..... Med venlig hilsen Norbo38.

Hej Nordbo38 Tusind tak for dit gode svar. Det var simpelthen så rart at læse at jeg ikke er helt alene. Jeg håber din historie kommer på denne side, så vi krydser fingre. Ja det med at være rationel tænkende, det er helt korrekt, men det har også været noget jeg troede på som en leveregel på et godt liv (ak ja). Så er det bare det med at sige det til ens nærmeste og hvad så? Hvordan kommer jeg videre. Hvad ønsker jeg egentlig af mine nærmeste. En accept, men det løser jo ikke problemet. Det er ligesom at erkendelsen, både er en lettelse men også en ny byrde. Jeg vil så gerne selv kunne komme videre, men jeg tror ikke på mig selv hvad angår det med at rejse, fysisk bevæge mig væk fra mine vante cirkler. Det er jo aldrig rigtig lykkes for mig af rationel vej. Hvad er dine erfaringer? Hvad gjorde du konkret? Er du kommet videre og hvordan? Mit problem er jo også at nu hvor jeg tager det seriøst kommer jeg jo slet ingen steder, det er jo netop det der er blevet mit problem nu hvor jeg har erkendt det for mig selv. Førhen hvor jeg var åh så rationel havde jeg jo alligevel et håb og et gå på mod. Det er jo helt væk nu, og det savner jeg alligevel. Kan du følge det? Anne

Hej igen Anne Er du egentlig klar over hvor mange mennesker der har lige nøjagtigt det problem som vi to også døjer med, jeg er da så absolut ikke helbredt. Man forandrer sig også som menneske, verden bliver ligesom lukket inde i et telt, hvor det er så forbandet svært at bevæge sig ud af, jeg kan fortælle dig at da mit virkeligt havde fat, kunne jeg forlade det firma hvor jeg altså har en ledende stilling, kunne sætte sig ud i min bil og køre. Når jeg i dag kigger tilbage på de mærkelige ting jeg foretog mig, forstår jeg det virkelig ikke, angsten var simpelthen så overvældende at ikke engang så "rationelt" tænkende et menneske som mig kunne styre den forbandede angst, jeg har oplevet at sidde oppe en hel nat eller flere i træk blot for at vente på at "den" kom på besøg, pyha, sikke en kamp, nej lad os komme derhen hvor vi er i sikker havn, ikke ?....... DET DU´R SIMPELTHEN IKKE, vi er nødt til at acceptere at vi har et problem omkring vores liv, hvad er det for nogle krav vi har stillet overfor os selv, og hvad har vi opnået, var dét her vi jagtede eller hvad fanden er der gået galt, man kan altså ikke gå i gennem livet uden skrammer, tænk hvis vi mistede nogle af dem som står os allernærmest mand/kone, forældre eller allerværst vore børn, tror du så ikke at det vi døjer med er en bagatel i forhold. Du spørger hvordan jeg er kommet videre, jeg har ikke haft en eneste sygedag på mit job i forbindelse med min angst, men jeg har altså også kæmpet som ikke mange andre end måske dig kan forstå, tit og ofte er det jo sådan at man er nødt til at krybe før man kan gå, og det har jeg simpelthen gjort (sammen med Cipramil og uden psykolog), men Anne få det nu sagt til alle dem der gider at høre på det, der er faktisk flere end du regner med der kan forstå hvordan du har det.. Så længe fuglene flyver, børnene griner, solen skinner, og havet bruser så har vi ikke brug for håb, men blot en erkendelse af at vi har en sygdom som man altså ikke lige kan slå op på netdoktor´s hjemmeside og få helbredt, niks, vi er nødt til at klare det selv sammen med lidt medicin, ligesom når man har sukkersyge så er man nødt til at få insulin hver dag, vi er nødt til at få et eller andet der kan fjerne vores dumme tanker...................... Hører særdeles gerne fra dig igen Norbo.38 ps: jeg er altså ikke hverken, læge, psykolog, digter eller noget som helst andet, men det vælter simpelthen ud af mig når jeg først begynder at skrive.........................

Hej Norbo.38. Det var noget af en barsk historie du skriver om her. DU har jo virkelig været og er stadig meget plaget. Det må være svært at føle sig lukket inde både fysisk og psykisk ,samtidig med at du er pligtopfyldende, skal holde sammen på dig selv. Jeg falder over at du skriver at da dit virkelige havde fat, kunne du forlade det firma , kunne sætte dig ud i din bil og køre. Jeg opfattede først det du skrev som at da du var dit virkelige jeg, men du mener nok at det var da du havde det værst. Kunne du ikke se det irrationelle og selv ødelæggende i det når du havde det sådan og gjorde som du gjorde? Er det sådan at din angst gjorde at du gik i panik? Du beskriver omkring nogle nætter. Hvad var det som fik dig til at gå i panik? var det konkrete oplevelser i løbet af dagen der satte det i gang? Hang det sammen med specielle tidspunkter på året, dagen eller stress eller? Det er jo på sin set og vis fint at du ikke har haft sygefravær, men det er måske angsten for at falde igennem, angsten for at blive opdaget, angsten for at hvis man bliver hjemme en dag hvad sker der så? Man mister kontrollen. Har du prøvet at stå i udefra kommende store problemer, været i en "naturlig" krise stress op grund af som du skriver som livets skrammer? Min erfaring er at det faktisk ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre de to ting. Jeg kunne da godt bag lukkede døre blive angst, men har klaret det ok udadtil. Jeg ved selvfølgelig ikke med dig, men du må jo stole på at du godt kan klarer de ting, og at du kan bede om hjælp hvis det er for svært. Det virker som om man kæmper en kamp og kampen i sig selv er at holde sammen på og ikke vise udadtil osv, men ingen tvivl om at det handler om urealistiske høje krav til sig selv. Et panser mod omverden. Det er jo flot at du har erkendt problemet og har fået medicinsk hjælp. Føler du at det har hjulpet? Hvordan? Hvordan kommer du så videre? Det ser ud til at du siger du har en sygdom som kræver medicin. Tror du ikke på du selv kan gøre noget tankemæssigt, holdningsmæssigt? Måske kan du analysere hvornår du bliver så angst og så blive mere bevidst med selv at kunne "kontrollere" det bedre, så den ikke har magten. Du kan prøve at se sammenhænge og om der er noget du kan gøre selv for at lette det, rent praktisk. Det kan være at du bliver rolig af at gøre en bestemt ting, det kan være at lykken er at forkæle dig selv på en eller anden måde hvad ved jeg? Skriv bare tilbage, og det lyder jo til at en god ting er at lade det vælte ud. Det er måske en god ide at sidde og skrive om det på computeren lade det komme som det vil, ustruktureret. Det at få det på papir, kan være godt. Det er også nemmere senere når man har det ok at se hvordan det er og måske sætte ordene i system. Jeg har det ikke så markant som dig, så jeg håber mine ord kan bruges. Held og lykke. Anne

 Kære Anne... Jeg lovede dig et svar, og af en eller anden grund, blev det lange svar jeg skrev, væk!! Det må du altså meget undskylde. Jeg har ingen kladde af svaret, og kan desværre ikke huske det halve af det jeg skrev, men jeg prøver alligevel igen, da det, jeg så gerne ville fortælle dig var, at det kan lade sig gøre at komme videre.....*smiler* Jeg har ikke altid i samme grad som du, oplevet denne angst, men i en periode gjorde jeg. Jeg troede jeg skulle dø, lige på stedet. Og blev temmelig rædselsslagen over at jeg kunne forvandle mig sådan til ukendelighed for mig selv. Det var altid om aftenen det gik galt. Måske fordi der så var bedre tid, til at høre hvad man selv tænkte....jeg ved det ikke, og har ingen forklaring på hvorfor det forholdt sig sådan. Jeg fik fat i en bog der er skrevet af Dorothy Rowe der hedder Overvind din angst. DEN vendte op og ned på en hel del. Mest, at man kan bruge angsten som et forsvar...Det sagde mig noget, selv om jeg ikke lige synes jeg havde noget at skulle forsvare. Men det havde jeg. MIG. Jeg forsvarede mig mod verdens krav til mig, og mine egne rimelig strenge krav til mig selv. Når omverdenen så jeg havde det dårligt, lod de mig være i fred. Men jeg lod ikke mig selv, være i fred. At blive konfronteret med, at jeg forsvarede mig...fik mig til at protestere vildt.....et stykke tid...for inderst inde vidste jeg godt det var rigtigt. Men det var noget der skulle tygges igennem. Og da jeg havde brugt en rum tid på at finde ud af hvad problemet/problemerne var....bl.a. de for høje krav jeg stillede til mig selv...så kunne jeg begynde at bearbejde problemet....

Efter 1½ år havde jeg fået angsten og panikken derhen, hvor jeg "vist" ikke havde brug for den mere. Angsten altså... Det tog mig en hel formiddag i den mest besynderlige samtale jeg har ført med mig selv, om at jeg IKKE havde brug for angsten mere. Det lykkedes, Anne.*smiler* Der kom perioder, hvor den dukkede op igen, men i langt mildere form, og ikke nær så vedvarende længe ad gangen. Og til sidst efter 2 år, blev den væk...fordi jeg lærte at sætte mine grænser til min omverden, og til mig selv, et sted hvor JEG kunne håndtere det. Det er 10 år siden nu. Og jeg er ikke siden blevet overhalet inden om af den form for angst. Jeg hjalp mig selv, dengang. Havde een privat ven, der bare var der hele tiden hvis jeg havde brug for det. Og det sikkerhedsnet, gjorde at jeg ikke altid brugte ham. Men i min bevidsthed var han der. Og det skabte tryghed. Det var en meget mærkelig oplevelse, at se angsten forlade mig, og mærke hvor lettet man kan blive....og selv om jeg somme tider sagde..ahhhh men er den her ikke endnu alligevel?...så vidste jeg inderst inde...at den var væk. Der er SÅ stor forskel på at være holdt fast i en skruestik, og så på at føle sig fri. Det var arbejdet værd, at få den lagt et andet sted hen, hvor den ikke gjorde skade på sjæl og sind. Og jeg blev stærkere af det, og bedre til at løse andre problemer også. Men det var svært at skulle erkende, at jeg havde gjort tingene på den forkerte måde for mig selv. Desto mere velkommen var "belønningen" i form af fred, indvendig, da den endelig indfandt sig.*sss* Venlig hilsen SnowCat^

K? Anne, det smil du laver i dit svar, er det hele værd, at prøve at videregive de erfaringer man har gjort sig, og som var en hjælp? til een selv. Og jeg er glad for at du nu fik lyst til at prøve at komme videre ad den vej som DU kan f?es p?Den m? du m?e vil l? bogen p?an v? en anden end min, men det g?r intet, bare man har noget man synes hj?er, det er det vigtigste. *Smiler meget* Ja, mellemrum er rare, de giver osse plads til at t?e, mens man skifter emne. Du er meget velkommen til at bruge den emailadr. som jeg mener jeg skrev ved, men hvis den alligevel ikke er der, s?du den her. Den st?ogs? min profil som jeg har lavet for SnowCat^. Titti@vip.cybercity.dk Hvis bogen IKKE kan k?bes mere, er jeg sikker p?en kan skaffes p?t bibliotek, eller det lokale bibliotek kan skaffe den hjem. Den er fra begy. af 90'erne i udgivelse. Og k? Anne, jeg har b? tid og lyst til en dialog*ss* Venlig hilsen SnowCat^

MAIL stilet til en anden, men jeg synes jeg vil tage den med her:

Det kan godt være at du føler at folk ikke gider at høre på dig, men jeg følger dig 100%. Hele min dag har været et helvede, fordi vi skulle have gæster. Lave et fællesskab. Jeg skulle forstille mig, vel vidende at jeg ikke var god nok. Synes jeg. Men hvad synes de andre. Det er som om det er det der er det vigtigste. Det er meget svært at skelne mellem rigtigt og forkert. Mellem at være rigtig og forkert når man skal være sammen med andre. Når man har det sådan kan livet være et helvede. Når man har overstået de "komsammener" man gruer for, kan man bagefter undre sig over at det kan føles så farligt at deltage i fællesskaber. Og alligevel. Selvbebrejdelser kan man få nok af. Jeg kunne kaste op engang imellem over den konstante følelse af ikke at være god nok. I morgen kan det være at det hele ser helt anderledes ud. Hvem ved. håbet er der stadig.

Kære begge to

Jeg har ikke svar men nærmere flere spørgsmål i forhold til jeres indlæg, men ih hvor jeg forstår jer begge to så utrolig godt.

Det er egentlig underligt at man på den ene side kan blive så angst når man skal noget, og på den anden side være rationel og kunne se det tåbelige i det.

Jeg har det på samme måde, og ja jeg har det da sådan at jeg ofte kaste op af angst. Jeg bruget al energi på at skjule hvor slemt jeg har det, og bagefter er jeg selvbebrejdende og trist til mode. Det er noget underligt noget også det med at man ikke ved hvad der forventes af en. Måske søger vi accepten, ikke at være anderledes, ikke være til besvær, ikke falde udenfor. Jeg kender ikke svaret, men måske har vi så travlt med at holde sammen på os selv, at vi glemmer os selv. Det er vel en eller anden form for manglende enten selvforståelse eller manglende tillid til os selv eller måske er vi ikke gode nok til at sige at vi er som vi er og det må andre acceptere. Jeg ved det ikke.

Jeg tænker det som noget der ligger meget dybt nede. Noget som i mild udgave kendes af alle, sådan en slags præstations angst, men hvad er det der går galt når man udmærket ved at der ikke sker en katastrofe ved at være til møder, have gæster eller andre sociale sammenhænge. Jeg gad godt vide hvad der gør at det føles som en urkraft, man ikke kan kæmpe imod.

Anne

Kære NetDoktor Depression

Jeg har et spørgsmål omkring angst. Har lige læst den glimrende bog "Kognitiv behandling af angst og panik". Den har været til stor hjælp. Jeg har så et spørgsmål og det omhandler angstens oprindelse. jeg tænker her på den "psykologiske" side af det. Der står i bogen flere muligheder for hvad det er kommet af. Familieforhold traumatiske oplevelser osv. Jeg kan dog ikke på nogen måde se mig i en af kategorierne. Da jeg også er den eneste jeg overhoved kender i slægten der lider af det, er det lidt af en gåde. Da angsten sidder i en af de mere primitive dele af hjernen, kunne jeg godt vide om det måske kan være sket i forbindelse med at jeg blev født for tidlig. Jeg er født hjemme 3 uger for tidligt. Jeg husker selv at jeg hele min barndom har været særdeles bange for mange ting, og havde det bedst hvis der var helt ro omkrig mig og alt var forudsigeligt. Jeg skal lige sige at det ikke har forhindret mig og min familie i at leve og gøre de ting man normalt gør i en familie. Jeg er ikke en gang klar over om min familie opfattede min store angst.

Jeg føler angsten som noget der ligger meget dybt, dybere end min depression. Jeg må så sige at jeg ikke har ladt mig hæmme af min angst. Jeg har på trods af min Socialfobi gjort ting, men med stor angst hver gang. Det er så nu jeg ikke orker det mere. Jeg har mistet tilliden til at det bliver bedre. Jeg vil så forsøge at følge anvisningerne i bogen om kognitiv terapi. Jeg har fået diagnosen generel angst, men jeg synes nu helt klart selv efter at have læst bogen at jeg lider af Socialfobi som den mest pinefulde del og så panikangst, men den kan hver gang henføres til nogle bestemte ting jeg skal til der involvere mig socialt, Enkelfobi i forbindelse med at skulle kører langt i bil, bus, tog eller flyve. Jeg tror nu også her det mere er en tillægs fobi i forbindelse med socialfobi'en. Jeg har ellers et arbejde hvor jeg er i kontakt med mange mennesker, holder møder osv. og alt det er jeg ikke spor angst for, det er helt klart privat jeg er angst.

Alle disse ord er bare for at give en mere uddybende forklaring på min angst, og så var det jo spørgsmålet om angst kan komme i forbindelse med for tidlig fødsel? Hvis der ikke er forsket i det, om der så som rent gætværk kan siges at det måske kan forkomme. Jeg tænker jo på omkring hvornår og hvordan et fosters hjerne udvikles, og om I derved kan sige at der måske kunne være en sammenhæng.

Med Venlig Hilsen

Anne

Jeg skriver så igen fredag d 26 januar og siger at jeg gerne vil have et mere biologisk svar, om hjernen der hvor angsten sidder er færdig dannet ved fødslen og om den kan være umoden ved en for tidlig fødsel, om det kan have indvirkning på opfattelsen af hvad der er angstskabende og hvad der ikke er. (jeg glemte at kopiere mit spørgsmål)

Jeg vil gerne hører om der enten er nogen her på siden der kender til eller ved hvor man kan læse om følgende;

Jeg skrev til NetDoktor Depression om der var en sammenhæng mellem angst og en for tidlig fødsel. Jeg fik desværre for mig, og måske til glæde for andre ;-) skrevet et ord forkert. Jeg kom til at skrive ”Jeg har så et spørgsmål og det omhandler angstens oprindelse. Jeg tænker her på den "psykologiske" side af det.”. Der kom et langt og interessant svar, men det jeg mente var den ”Biologiske” side af det. Efterfølgende har NetDoktor desværre ikke kunne hjælpe.

Jeg har læst at det er i den primitive del af hjernen hvor angsten sidder. Jeg kunne forestille mig, uden at vide det, at angsten er en færdighed som er fuldt udviklet ved fødslen. Hvis nu som i mit tilfælde der sker det at man bliver født for tidligt, kunne jeg forestille mig at man (hjernen, følelserne osv.) ikke er ”moden” og at det eventuelt kan have indvirkning på opfattelsen af hvad der er angstskabende og hvad der ikke er i tiden omkring og efter fødslen. At man så er blevet ”fejlkodet”. Det er kun en hypotese, men det kunne være interessant om der kunne være en sammenhæng.

Anne

Kære Anne Har jeg ikke svaret på dit spørgsmål, se... (http://community.netdoktor.com/ccs/dk/depression/coping/expert/article.jsp?articleIdent=dk.depression.coping.expert.dk_depression_article_3396 ) Eller misforstod jeg dig??? Vh Poul Videbech Psykiater

Kære Poul Videbech

Nej du misforstod vist ikke noget. Det var et meget interessant svar. Jeg var selv i starten "kommet til" at skrive at jeg søgte et " Psykologisk" svar, men jeg søgte egentlig et biologisk svar. Jeg vil gerne vide om den biologiske udvikling af den del af hjernen hvor angsten sidder. Jeg har jo læst at det er i den primitive del af hjernen at angsten sidder. Jeg vil så hører om angstdelen af hjernen er færdigudviklet ved fødslen, da det er en primitiv "færdighed". Jeg tænkte så på at hvis den er fuldt udviklet ved fødslen kunne det være at ved for tidlig fødsel at hjernen så at sige er "umoden" i forhold til de stimuli den får i form af syn sanse osv indtryk. At hjernen så at sige ikke kan følge med og/eller fejltolker indtrykkene som farlige hvor de ikke er det, og at det så skyldes at hjernen ikke er udviklet til at kunne optage indtrykkene rigtigt.

Jeg håber jeg har kunne forklarer mig ordentligt.

Tak fordi du spurgte.

Anne

Nå ja og det jeg mente med Efterfølgende har NetDoktor desværre ikke kunne hjælpe, var at jeg så endnu engang skrev til jer d 26 Januar for at rette mit spørgsmaål mod det biologiske aspekt istedet for det psykologiske. Jeg fik så et standard afslag hvor I skriver at jeg enten kan snakke andre om det eller skrive her på siden om det. Det var det jeg mente med at I ikke kunne hjælpe.

Med venlig hilsen

Anne

Kære Anne Det er temmeligt indviklet. For tidlig fødsel alene kan ikke forklare angstsygdommens udvikling, da mange mennesker er født for tidligt uden at få angst. Imidlertid er der som nævnt grund til at tro at en besværlig fødsel eller voldsomme svigt under opvæksten påvirker hjernens udvikling. Den er nemlig ikke færdigdannet, men ændrer sin opbygning gennem hele livet. Det er særligt bestemte dybe dele af hjernen ("primitive" kan man kalde dem, fordi vi har dem til fælles med mange andre dyr), nemlig hippocampus ("søhesten") og amygdala ("mandelen"). Disse strukturer har betydning for indlæring og angst-respons. Den biologiske psykiatriske forskning viser at der faktisk findes forskellige forandringer i hjernen ved panikangst i bl.a. disse strukturer og deres nabo-områder, men det alene kan ikke forklare hvorfor angsten opstår. Formentlig har forskellige indlæringsprocesser også betydning (angsten for angsten fx). Som du kan forstå er der ikke en enkelt teori eller opfattelse, der kan forklare denne sygdom. Dertil er vores psyke og hjerne alt for indviklet. Alligevel er man kommet meget langt med behandlingen, enten ved terapi og/eller medicin. Jeg mener at begge dele kan "om-programmere" hjernen, således at man kan bekæmpe angsten. Hvis du vil læse en fantastisk bog om dette, kan jeg varmt anbefale Joseph Ledoux: "Thre emotional brain". Den er spændende som en kriminalroman! Venlig hilsen Poul Videbech Psykiater

Kære Cyperraga. Jeg vil prøve at skrive noget til din historie, selvom det er svært i alt fald at svarer på dine konkrete spørgsmål. Jeg kan selv genkende en hel del af mig selv i det du skriver og er ellers lægmand, så mine svar siger noget om de erfaringer jeg har gjort, og måske er det skudt helt ved siden af ved dig, så tag det du kan bruge og ellers glem det du ikke kan bruge. Du skriver at du selv gik til lægen og

sagde du var deprimeret og du skriver at du senere har fundet ud af hvad depression er. På den måde kan du have en ide om hvorvidt du har tegnende på depression. Det er måske en ide at finde ud af om du får depressioner i forbindelse med konkrete hændelser i dit liv, når du bliver konfronteret med bestemte ting eller på bestemte årstider eller???? Det kan være med til at du er mere bevidst ved mekanismen der sætter det i gang. Det kan jo nemt være fordi du ikke lytter til dine egne signaler. Angående socialangst så er det vist noget der læner sig op af depressioner (har jeg læst et sted). Hvis det ligner min historie så hænger de to ting uværdigt sammen. Angsten er det der kommer først og er det der gør at du laver det tykke panser rundt om dig. Angst for at vise følelser og angst for konsekvenserne både fra dem der ser det og dig selv. Når du skal have så stort en selvkontrol og hele tiden passe på du siger og gør det rigtige og hvad andre forventer, kan for mig at se ikke ske andet end nu får depression. Det er da klart fordi du lever jo ikke med en accept af dig selv først og fremmest og derefter heller ikke for andre. Hvad er det der gør at du ikke har tillid til dig selv og dit reaktionsmønster? Tror du ikke du bliver respekteret for den du er? Er det tilsyneladende nemmere at have det panser?? Vil du ikke være ærlig og erkende at du har et følsomt sind?? Måske passer det dig fint at din familie servicere dig, måske er det en flugt fra din angst. Hvad med at skabe dig nogle små succeser i stedet for, hvad med at bevise at det gik alligevel osv. Det er jo på sin set og vis ligegyldigt nu om du er forkælet om det er barndommen eller hvor problemet ligger. For mig at se ligger problemet ved dig selv, og en manglende erkendelse og en manglende accept af dig selv og livet. Jeg har selv måtte erkende mange ting og har klaret det uden hjælp, men det ville måske være en ide at få hjælp til det. Hvis du er så uærlig overfor dem der vil hjælpe, kan du eventuelt skrive ned på forhånd hvad der nager dig. Dit indlæg her er måske lige det der skal til. Vis det til din læge og få hjælp derfra. Skriv dig ud af det, erkend dine svagheder, elsk dig selv som du er alt det du er. Jeg tror måske du kan få lidt ud af mit indlæg omkring det med at en depression kan være ens ven, under min historie. Tænk i alt fald på den og angsten som at kroppen fortæller dig at noget ikke er som det skal være. Værn om det lyt til det og stol på at du kan få hjælp. Det er nok nemmere at få hjælp af folk udefra, da de ikke er personlig involveret i dig på samme måde som din familie er. Jeg tror ikke at livet vil lykkes ordentligt for dig før du acceptere dig selv som den du er og vil stå ved det overfor andre. Husk at det i sidste ende kun er dig selv du gør ondt ved at have det panser omkring dig. Det er måske hårde ord, men jeg mener bare at intet menneske kan leve et godt liv med så megen anspændthed og respektløshed overfor sig selv og andre. All mulig held og lykke Anne

Redigeret d: 28-07-2007

Startside  Har jeg angst   Angst og depression  HSP  Historier  Kommunikation  Andre steder  Diverse   indhold   Forum