Velkommen til annes-angstside.dk

Mest om depression.

Undskyld at der kommer til at stå sådan noget på den her side, men jeg sidder og føler mig så utrolig alene, med mine tanker. Ja så har jeg haft min første ferie (Påsken) efter jeg er startet i medicinsk behandling. Hvordan har det så været. Jeg ved ikke rigtig. Jeg skulle og er vel også klinisk uden depressioner og angst, men jeg har haft mange tanker, fra mørkekammeret. Det er med hensyn til at tingene ikke bliver bedre. At jeg er led og ked af mit liv, at jeg slet ikke kan tro det bliver bedre. Jeg har bare været ked af det. Jeg har haft lyst til at det bare var slut. Jeg er ligefrem meget led og ked af livet, gentagelserne, mig og mit trælse sind. Det er ubeskriveligt den der opgivenhed, den der livslede, den der lede ved mig selv. Jeg mangler ord. Jeg synes ikke jeg er rykket en tøddel. Jeg er skuffet over mig selv og at jeg ikke magter det, jeg føler mig alene og uden tillid til livet og til at der skal ske mig noget godt. Jeg føler endnu engang at jeg bare er i vejen her i livet. Jeg føler at jeg ikke passer ind nogen steder. Jeg føler tomhed overfor mit liv. Det kan medicinen ikke ændre på. Mine tanker kan den ikke ændre. Jeg føler ærlig talt at jeg har et mere tomt liv nu end når jeg har depressionerne for der har jeg da noget at kæmpe for, nemlig en form for overlevelse. Der er vist nogle gentagelser, og jeg har vist heller ikke skrevet det særlig godt. Det er jo svært at beskrive. Er der andre der kan følge mine tanker. Mange hilsner Anne

Hejsa Anne Ja jeg kender det.. jeg har det præcis på samme måde som du har det. Kan ikke se hvad jeg skal med mit liv, kan ikke glædes over noget mere, kan ikke overskue hvad livet egentligt er til for, sidder tit for mig selv og tænker, "hvad skal jeg egentligt med dette liv, når angsten og alle de sorte tanker hele tiden ødelægger det hele, hvad skal jeg så med det" Jeg har prøvet at sætte mig ned og sætte ord på hvad andre gør med deres liv. De står op, de spiser, de arbejder, de kommer hjem, de spiser, de ser tv og så går de i seng. Er det hvad jeg skal blive rask for. For at leve som dem? For at blive endnu en arbejdsslave? Jeg aner ikke hvad jeg skal med mit liv. Rask eller syg, gør det egentligt noget forskel. Fortvivlelsen er der jo alligevel. Mange hilsner fra Tofly

Jeg har læst jeres indlæg, og kan sagtens nikke genkendende til det I giver udtryk for, når man er i en periode hvor alting "kan være lige meget". Det er ikke så længe siden jeg selv var der. Og denne udsigtsløshed til, at livskvaliteten skal blive bedre, som I så rigtigt giver udtryk for, ja den er til tider noget "tåget". Men måske - skal man sætte sig nogle mål, at prøve at nå i sit eget personlige liv. Og ikke i en evt. familiesammenhæng, hvor man er den del af andre. Jeg er enig med Tofly i, at den cyklus hun beskriver med arbejde, hjem, tv osv. nok ikke altid er den der giver den dybe - eller høje - livskvalitet, som jeg læser jeres indlæg. Selv har jeg skam haft stor glæde af et arbejdsliv, men det må jeg indrømme at jeg ikke har mere, efter denne depression. Selv har jeg det mål at jeg i mit private liv vil skrive. Og den respons jeg har fået, på det jeg har lavet indtil nu, begynder at virke. Det er en drøm jeg har haft siden jeg var 16 år om at jeg ville være forfatter. Nu er jeg det, men kan jo ikke påstå at man sådan fra den ene dag til den anden, kan leve af det. Og det var det jeg gerne ville. Men faktisk har depressionen med dens op- og nedture, givet mig et indblik i mig selv og de sider af mig, jeg ikke før var så opmærksom på. Og det har faktisk sat mere skub i foretagendet. Jeg forstår så udmærket Legatos bemærkning om at når man er nede i en depression, så har man noget at kæmpe sig op af. Men til hvad??? Det spørgsmål har jeg også stødt på inde i hovedet, og det er nok det, der har sat mig mere indædt i gang med at fortsætte skriveriet, som i sig selv er en ensom tjans, men DEN ensomhed kan jeg faktisk godt lide. Fordi jeg laver noget jeg har lyst til. Og det ER som bekendt lysten der driver værket. Derfor er mit svar til jer, prøv at finde ud af hvad I bedst kan lide at beskæftige jer med, uanset om det er opnåeligt eller ej, lige nu. Måske bliver det opnåelig senere. Det gjorde min drøm, om end der gik temmelig mange år før den blev det det mere håndfaste som den er nu. Held & Lykke hilsen SnowCat^

I skal have tusind tak for jeres respons, som jeg blev rigtig glad for at læse. Jeg er glad for at se at Snowcat du kan skrive at du VAR i det selv og at du har det bedre nu. Jeg ved ikke. Det går bedre i dag, men jeg har så også mit arbejde jeg skal passe. Jeg kan godt holde sammen på mig selv ved de der dagligdagsritualer. Det jeg nok er blevet mest ked af, og bange for mig selv er at jeg på trods af at jeg er i medicinsk behandling og på nuværende tidspunkt burde/er ude af min depression, så kommer tankerne som i depressionen og angsten. Så går det op for mig at det jeg var så håbefuld med hensyn til min sygdom og fremtiden, min medicin som en eller anden garant for at jeg fik et mere roligt og tilfredsstillende liv, det passede ikke. Det ændre ikke spor på tankerne. Lige nu gør det mig meget ked af det oveni at jeg ikke har det så godt. Jeg føler mig meget opgiven, og livslede. Jeg kan godt se hvad du siger Snowcat det med at finde noget man brænder for, noget der primært er noget der tilfredsstiller en selv, så er det bare med at finde ud af hvad det er. Det er jo nok noget der er meget essentielt, det med at dagligdags ting virker overfladisk tonløse, meningsløse, så dine råd virker logiske og rigtige. Jeg tænker så på en helt anden ting. Jeg tænker på om hjernen kan være så vant til at tænke angst og depression sådan at den ikke opfatter at der rent faktisk ikke er en depression. Måske et lidt underligt spørgsmål, men mine tanker og min sindstilstand har et helt fast forløb, som ikke ændre sig væsentligt fra gang til gang. Det er de samme ting der sætter det i gang. Kære Tofly jeg håber virkelig for dig at det her er bunden og at det bare går fremad. Du må meget gerne skrive mere om hvordan du har det og hvad du går og tænker på, jeg vil gerne skrive igen. Det bliver måske nemmere når man ikke føler sig som "Palle alene i verden".

Tofly:

Hejsa igen Mange tak for din respons, det er da rart at se at der er nogle der gider skrive tilbage og give een lidt respons på ens tanker. Ja så gik endnu en dag. Faktisk den 1."rigtige" efter jeg er stoppet med at tage mine Efexor depot. Den første rigtige dag efter påske, hvor kæresten har været på arbejde, og jeg har været alene hjemme. Egentligt.. jeg har det bedre nu end jeg havde det da jeg tog pillerne. De "sorte" tanker er der da stadig, men jeg har mere overskud til at lave forskellige ting selv. Handle, lave mad, rydde op. Føler ikke jeg går rundt i den der "tåge" som jeg ellers gjorde på pillerne. Men kan da godt nok stadigt ikke overskue hvad der skal ske med mit liv.....

Snowcat:

Jeg tror nu snarere det er de mønstre, man kommer ind i, i en lang periode med depression, der er dem som er svære at bryde når man synes at nu er man ude af depressionen. Jeg har selv en anden måde at fungere på i en depression end før. Og jeg har også spurgt mig selv, da jeg synes jeg havde en god periode og troede depressionen var ovre, Hvad nu???? Hvis du er ude af depressionen, hvad skal du så nu???? se det vidste jeg ikke lige.. bl.a. fordi de der "mønstre" stadig var de samme. Og jeg tror ikke man slipper helt væk, før man kan få disse mønstre ændret til nogle andre mønstre....men det er så lettere sagt end gjort, skulle jeg lige hilse at sige:))). Men....jeg har alligevel oplevet,(med angsten, dengang) at jeg turde blive stående stille lidt (i overført betydning) og så se, om tiden kunne hjælpe med at flytte mønstrene, så man ikke blev ved at hænge fast. Og det KAN lade sig gøre. Men det koster at turde erkende...at man IKKE har brug for de mønstre men har LYST til at flytte mønstrene, for ens egen skyld.....ikke for andres skyld. Så kan det faktisk lade sig gøre.. Men jeg sagde ikke noget om at det var let. Det tog lang tid, men det virkede:)))). Håber du tør prøve...når du har overskuddet til at forsøge. Hilsen SnowCat^

Hej Tofly Hvor længe har du taget Efexor Depot? Det er godt at læse at du trods tankerne kan lave alle de der almindelige ting der skal til for at få dagligdagen til at hænge sammen. Det vil sige at du også havde de tunge mørke tanker mens du fik medicin. Det er egentlig noget underligt noget at man får medicin, bare for at opdage at man godt kan have det dårligt alligevel. Når tankerne kommer, gør du så noget for at bekæmpe dem? Jeg har opdaget at lige nu er det farligst at bare sidde og ikke lave noget. Jeg skal være i gang hele tiden, for ellers glider jeg ned i et stort sort skræmmende hul. Der hvor jeg har været så mange gange før. Det med at tænke på fremtiden ja det er for uoverskueligt. Har du fået anden behandling end medicinsk? Kære Snowcat Det er dog nogle meget kloge ord du kommer med der. Ja det er jo nok det skræmmende er at man er ude af depressionen men tanke mønstrene er der stadig. Jeg tror du rammer noget meget essentielt når du skriver at man skal overbevise sig selv om at man ikke har brug for de mønstre. Hvor skadelige og destruktive de end er, så er det jo dem man er vant til, og hjernen forventer måske endda at få det der negative kick. Hjernen tror måske den har brug for det. Snowcat du skriver det tog lang tid for dig at få ændret tanke mønstrene, kan du huske hvor længe det var? Havde du nogle teknikker eller nogle afledningsmanøvre når tankerne kom? Held og lykke til jer begge to. MV Anne

Jeg glemte lige at skrive at jeg er utrolig glad for jeres indlæg. Det trøster og hjælper meget at jeg ikke bare går rundt med det selv, men at der er andre der har oplevet det samme og som kan sætte nogle andre ord på, og har nogle erfaringer at øse af. Det skal I have tusind tak for.

Hej Anne Tak for ordene*ss* Du spørger om jeg kan give et eksempel på hvor lang tid det tog. Det var MEGET forskelligt. Men jeg kan bruge eet eksempel her, for at prøve at illustrere for dig hvordan jeg kom videre, og ud af de gamle mønstre. Jeg vil bruge eksemplet med forladtheden. Det er et år siden, jeg fik "knækket nøden" i den sammenhæng. Forladtheden kunne pludselig komme skyllende indover mig, eller som jeg tit fortalte det, så var det ligesom vand der rendte ned af et vindue. Jeg kunne intet gøre, og "gik mere og mere ind i mig selv" når det skete.Men dette var jeg først blevet bevidst om, som voksen. Da jeg pludselig for et år siden, fandt ud af HVAD forladtheden var,i min sammenhæng at JEG havde forladt en del af mig selv som barn. Så skete der det, at nu havde jeg fået problemet frem i lyset. Det kiggede jeg på et stykke tid, nogle dage måske. For inderst inde, vidste jeg at det var rigtigt. Jeg havde bare aldrig haft den tanke før, at man kunne forlade sig selv. Det var i sig selv en skræmmende tanke, jeg lige skulle have "tygget på" inden jeg kunne gå videre. Men jeg fandt en måde - billedligt talt - at få samlet den del af mig,op igen. Dette billede havde jeg i mit hovede hver eneste dag i de næste 14 dage. Et billede af 2 piger af forskellig alder, der nu havde fundet hinanden igen, og nu kunne begynde at lære hinanden at kende lidt af gangen, dag for dag. De sad på en bænk i haven, og den lille pige ville hele tiden op til den store. Den store pige vidste ikke hvordan hun skulle håndtere det,men gav modstræbende lov, og den lille pige blev ved, indtil hun "hang om halsen" på den store pige. Da der på denne måde var gået 14 dage, hvor den lille pige klamrede sig til den store, og de fik "talt sammen om denne forladthed", så "så" jeg de to piger lege på en grøn græsplæne i solskin. Så var der fred. Inden i mig. *smiler* Og siden har jeg aldrig oplevet forladtheden med den styrke. Jeg har stort set ikke oplevet det siden. Og som du husker da jeg fortalte dig om hvordan jeg førte en samtale med mig selv inde i hovedet da jeg fik bugt med angsten. Så er det åbenbart sådan, at når man tør indrømme over for sig selv, hvad der er problemet, så kan man gøre noget ved det. OG...så sker der det, at jeg IKKE har brug for de gamle mønstre igen.....Jeg ved godt det lyder mærkeligt. Men det var sådan jeg oplevede det. Og sådan jeg slap de gamle mønstre. Ved at erkende, at jeg ikke kunne bruge dem mere, og så lade være, at forfalde til at smutte ind i dem igen, som en undskyldning for ikke at turde prøve at se hvad der var om næste hjørne. Jeg turde, og det lykkedes. Det var virkelig nogle mærkelige oplevelser....men det virkede. Og jeg tror stadig - det er erkendelsen - der flytter det hele. Hvordan du kan gøre det, ved jeg ikke. Men jeg håber du tør prøve. Belønningen er ubeskrivelig. Det kan ikke sættes i ord*s* Hilsen SnowCat^

Kære Snowcat Tusind tak for dine kloge ord, og beskrivelse af din forladthed. Jeg har læst indlægget et par gange og har prøvet at vende det du har skrevet til noget i mit liv. Jeg kan sagtens forstå det med at finde forklaringen på forladthedsfølelsen og så derefter lave et billede, et hændelsesforløb ja en måde at konkretisere følelser på. Jeg kan sagtens se hvad du har gjort, men jeg synes det er så utrolig svært. For mig at se er der mange ting der giver mig angst og skal jeg så pille en af tingene ud og prøve at finde ud af hvad det kommer fra? Give det et navn give det forklaring, og derefter kunne slippe det. HM jeg synes det er meget komplekst også når jeg med en del af det har lidt af det hele livet. Tankerne fra mit mørkekammer kommer jo også mere eller mindre tilfældigt. Jo jeg tror det er uhyre vigtigt at forstå at man ikke har brug for de følelser reaktionsmønster. Måske kan man fjerne det ved at have det som et mantra. Er det også en teknik du bruger nu i den situation du er i p.t.? VH Anne

Og så til noget helt andet.

Kære Legato Problemet med disse indlægssedler er at de læst lidt for bogstaveligt kan skræmme folk. Særligt selvfølgelig hvis man i forvejen er ude af balance. På den ene side skal man jo oplyse, så folk der fx. har en leversygdom er opmærksom på at der kan være problemer, på den anden side vil almindelige mennesker blive nervøse. Grunden til at der står det med leversygdom og nyresygdom er at nedbrydningen og udskillelsen af medicinen ved SVÆR lever- eller nyresygdom kan være påvirket. Så det er ikke forkert det der står. MEN sygdommen skal være så alvorlig og så svær at du aldrig vil være i tvivl om at du er SVÆRT syg. Lever og nyre har nemlig så enorm kapicitet til at nedbryde og udskille lægemidler at selvom du skulle være let leversyg (og hvorfor skulle du være det???) så vil du ikke mærke nogen effekt på det med den antidepressive medicin. Jeg har arbejdet indenfor psykiatrien i over 15 år, med mennesker med meget svær leverskade (fx pga. massivt alkoholmisbrug) og mennekser med næsten ingen nyrelkapacitet tilbage. Og alligevel har jeg aldrig været ude for problemer. Hvis man er i tvivl i disse svære tilfælde om patienten kan tåle medicinen tager man jo bare en blodprøve og den vil næsten altid vise at der ikke er problemer. Og skulle den vise en lidt forhøjet værdi af antidepressiva i blodet, sætter man bare dosis lidt ned.... Så enkelt er det! Håber dette besvarer dine spørgsmål. venlig hilsen

Poul Videbech Psykiater

Redigeret d: 28-07-2007