Indlæg jeg har skrevet til A.
Hej A Undskyld jeg har først lige nu set dit svar, altså efter jeg har skrevet en kommentar til dit nyeste dagbogsindlæg. Dit svar ak ja det kender jeg selv alt for godt til. Det er jo ligesom at man føler man stiver sig selv af ved at spille en der har overblik, er stærk (frem for alt), og at man ingen problemer har. Jeg ser det bare nu meget anderledes. Jeg har også været igennem møllen med læge og psykiater. Jeg droppede psykiateren fordi det var alt for intimt for mig at skulle snakke følelser, og så ville jeg hellere selv komme videre på egen måde. Nå men jeg tror bare at er et skråplan at feje under gulvtæppet/skubbe det foran en, fordi det vokser det bare af og bliver større og mere uhåndterbart. Det jeg synes er mit største problem er at jeg nok er kommet langt, kan snakke om det og har fået en stor forståelse af mit sind, og acceptere det...delvist. Det helt store problem er så bare i alt fald hos mig at angsten nu sidder så fast i mig, er den del af mig som person, og den dukker op som en automatisk reaktion/handling. Jeg tror at det er med at finde din egen måde at få det bedre på og i dit eget tempo. Jeg vil sige bare det at du skriver her, kan være vejen frem. jeg har selv haft meget stor fornøjelse af angstforeningen og selvhjælpsgrupper, fordi jeg fik at ord på og fik snakket om ting jeg ikke selv vidste jeg havde i mig, og få feed back fra de andre, som satte andre tanker i gang. Jeg kunne høre andres angsthistorier og kunne selv bidrage med egne erfaringer. På den måde er det som har været så smertefuldt at jeg ikke engang turde sige ordet angst...nej ikke turde tænke ordet angst er blevet noget som kan bruges positivt i mit liv. Jeg kan ikke sige at tingene har ændret sig meget i det ydre, men bestemt meget i det indre, og jeg føler jeg hviler meget mere i mig selv, og er meget mere nærværende og givende og så er jeg ellers bevidst ved at angsten vil blive ved med at være en del af mit liv, resten af livet, men nu er jeg ikke bange for angsten mere. Jeg ved ikke om du kan bruge min historie til noget, jeg vil bare fortælle at det ikke er en skrue uden ende at have angst, og at man kan komme videre, som et klogere menneske. Anne
Hej A Jeg kan virkelig nikke genkendende til det du skriver. Jeg lider af angst og depression, og har gået i rigtig mange år og spillet komedie for andre og for mig selv. Jeg har tvunget mig til alt der gav angst og mine depressioner gemte jeg bag "influenzaer". tidligt i seng ikke tage telefonen, ja og at stemple ud når jeg ikke var på arbejde. Jeg har haft det meget trist og træls (i perioder). Jeg har så valgt at tage fat om nældens rod, og det har gjort hele forskellen. jeg er blevet åben omkring min angst og depression, min familie, venner og arbejdsplads kender til det, og jeg har fået meget positivt tilbage, fået andres fortrolighed, og får andres historier hvor det går op for mig at jeg ikke er alene med mine psykiske problemer. Jeg mener det er meget vigtigt at melde ud, ikke mindst for en selv, ens selvrespekt, og for at vise det ikke er tabu. Jeg tror at når vi går og skjuler angsten og depressionen er det måske ikke så meget for omgivelsernes skyld, men fordi vi ikke selv kan acceptere det. Jeg vil ikke skrive mere nu selvom jeg har meget på sinde. Vi kan måske få en dialog i gang, og på den måde udveksle erfaringer. MVH Anne PS jeg har lidt af angst i udbrud de sidste 25 år og af depression de sidste 20 år, så jeg har været meget igennem.
Kære A Tak for dit svar. Jeg kan bare nikke genkendende til det hele. Er der selv eller har været der. Jeg tror det er vigtigt det du skriver med at møde angsten. Det får den ikke til at gå væk men den bliver ikke helt så slem er min erfaring. Det er rigtig fint med at du har dit lys, det handler jo også om vores tanker der kan sætte det hele i gang. Det er jo ikke noget man går og tænker over, men nu kan jeg godt begynde at se igennem hvad der giver angst altså hvilke automat tanker der sætter angsten i gang. Før jeg nåede så langt havde jeg lavet en lille arrig trold med strithår og masse af temperament, så når angsten var på vej hoppede og dansede den oppe i mit hoved, havde rullet ærmerne op og knyttede hænderne foran sig og råbte kom an kom an angst jeg skal vise dig. Det var så komisk en tanke at jeg kunne grine befriet og det lettede. Nu der kan jeg for det meste godt se hvornår tankerne er på vej ud i noget skidt, og forsøger at standse dem før de gør mig angst. Det lykkes ikke alle gange, men jeg tror øvelse gør mester. Ja lære at se begrænsningerne i øjnene, men også acceptere at det er sådan. At man ikke kan sammenligne sig med andre. At man ikke kan klare for meget uro i livet, og ikke magter helt så meget som andre. Jeg tror at man kan bliver bedre til at vurdere hvornår det er noget man gerne vil og tager kampen mod angsten og hvornår man ikke skal tage kampen, men sige nej tak. Uha den lille løgn, den har jeg levet af og på i mange år, min familie har fået mange varianter af løgnen. Jeg var bestemt ikke stolt af mig selv, men turde ikke andet end gemme mig bag løgnen, for jeg var bange for at de ikke ville tro mig hvis jeg sagde sandheden. Det er jo bare noget skidt med løgnen, den lokker lige i nuet, men den giver jo også dårlig samvittighed, og man fastholder at angst er noget der skal skjules, noget der er pinligt. Det var en kæmpe overvindelse at lade masken falde, og det tog da også nogen tid før jeg å positive resultater af det, fordi et i starten bare var kaos for hvad var det dog jeg havde rodet mig ud i. Der gik da også noget tid før jeg rigtig kunne se at det var vejen frem både for min selvrespekt og for at jeg fik det bedre med mine omgivelser og mig selv. Jeg tror ikke vi er kryster ved at lyve, men vi magter ikke andet, fordi det er for stort og uoverskueligt. Jeg tænker på det med facade. Det er jo også noget godt. F. eks skriver du om din arbejdsplads Hvis du har det bedst med de intet ved så er det jo fint synes jeg. Det kommer jo an på om din angst gør at der er noget du ikke kan på arbejde.
Hej A Jeg ved slet ikke om du bryder dig om at jeg kommentere dit indlæg, men sig til hvis jeg skal stoppe med det. Jeg har skrevet til dig et par gange, men det er åbenbart forsvundet her imens NetDoktor har optimeret siden. Så på den igen. Det med at skjule angsten. Hvem skjuler du den for? Er det for omgivelserne eller er det egentlig fordi du heller ikke selv kan acceptere angsten? Er det fordi du ikke tør konfrontere dig selv med angsten og angsten for at blive sårbar i andres øjne? Du har måske lukket af for følelser på et tidspunkt i dit liv hvor det på en måde var en naturlig ting/en beskyttelse af dig selv. Problemet kan jo så være at en naturlig beskyttelse så kan sætte sig som en angstsygdom, om når den så først sidder fast sidder den meget godt fast og er så svær at ændre på. Så beskytter man sig også i alle de situationer hvor der ingen grund er til det. Ak ja den dumme angst. Tænk på al den energi der skal bruges for at få det til at fungere ud ad til, der hvor andre bare er til og er afslappet. Det er jo i sig selv meget stressende og belastende at skulle holde facaden. For mig at se er der en naturlig forklaring på din angst. Jeg håber ikke det var helt ved siden af det jeg skrev. Kan du nu have en fredelig og god påske
Kære A Jeg har lige skrevet på dit sidste indlæg. Ja det er meget belejligt med at blive fysisk syg. Jeg tror nu også at det er kroppens forsvar mod al den stress den er udsat for med angsten og i dit tilfælde også fordi du rent faktisk har arbejdet meget på det sidste. Det er vel så helt naturligt at kroppen klasker når ferien så endelig kommer. Jeg får altid en eller anden sygdom når jeg går på ferie. Jeg er også i mange år blevet syg når jeg skulle noget. Det var for det meste forkølelse og feber og influenzaer osv. Jeg arbejder også med mennesker så jeg kan jo også rigtig blive smittet af alskens sygdomme. Det er nu blevet bedre de sidste år. Det jo egentlig klart at man ikke orker andre , orker at skulle noget når man har fri. Så det med at sige fra til påskefrokost, så vil jeg lige gå lidt bagom det med hvad jeg i alt fald har gjort i forbindelse med at være sammen med familien. Jeg har gjort det at jeg først selv blev mere bevidst ved min angst. Så var jeg åben om det til familien og så sagde jeg at jeg ikke havde overskud til at besøge dem. Ville de se mig skulle det være hos mig. Jeg er nu (forhåbentlig) kommet så langt at jeg kan begynde at rejse over til dem. Jeg føler mig bedre rustet nu hvor jeg har haft tid til at få det bedre og blive styrket selv. Jeg ved ikke om det er noget du kan bruge, men i alt fald det med at starte et overskueligt sted, altså arbejde indefra og ud. Jeg har fået den ro i det stykke tid der skulle til for at komme videre selv og blive klogere på det hele. Jeg tænker nemlig på at det er meget det ydre/forhindringerne der fylder at man ikke kan besøge andre, lave det andre kan, og så fokusere man måske ensidigt på det i stedet for at starte indefra og få det bedre med sig selv, at så, fokusere på at blive stærkere, mere bevidst før man gør de ting der giver angst. Pointen for mig er at det der giver angst ikke er det væsentlige, det er kun et symptom på noget andet, altså fokus væk fra det der giver angst og alle de følelser og fysiske reaktioner der har med det at gøre, ind bagved det hele og så find enten en årsag , en forklaring, eller noget man lige skal gøre færdig og komme videre med. Det kan også bare være at man i alt for mange år har undertrykt angsten, så den er kommet mangedobbelt igen nu. Altså tror jeg angsten måske er udtryk for at der er noget der ikke er i orden eller ikke var i orden på et eller andet tidspunkt, hvor man så ikke har fået bearbejdet det, eller ikke forstod vigtigheden af det der skete. Nå nu roder jeg mig vist ud i noget helt andet. Det kan være vi kan skrive mere om det en anden gang. Min pointe er bare ikke fokus på alt det man ikke tør, ikke magter, men giv tid og ro al den tid al den ro der skal til for at komme videre selv inden man kaster sig ud i alt det der giver angst. Mange hilsner fra Anne
Redigeret d: 28-07-2007
